Akutte patienter må vente, når grænsekontrollen firedobler transporttiden

Turen over den dansk-tyske grænse kan kræve tålmodighed, men når de akutte patienter venter, er halvanden times kø ved grænsekontrollen for lang tid, mener Hjerteklinikken i Flensborg.

- Hvis man vil noget illegalt i Danmark - om det er terror, tyveri eller indsmugling af stoffer - er man nok ikke så dum at køre over ved de bevogtede grænseovergange, vel?

Et retorisk spørgsmål fra Inna Wendt, som efterhånden er godt træt af kontrollen ved grænsen.

quote

Det kan betyde, at jeg må svare patienten, at jeg ikke kan komme, og at vi i stedet må ringe efter en ambulance

Michael Wendt, læge, Hjerteklinikken i Flensborg

Sammen med sin mand Michael Wendt driver hun Hjerteklinikken i Flensborg, og med bopæl i Rønshoved i Danmark er parret en del af de pendlere, der hver dag krydser den dansk-tyske grænse.

Inna Wendt
Inna Wendt er frustreret over grænsekontrollen. Særligt når den er skyld i, at hun ikke kan nå at hente sine børn i daginstitution inden lukketid.
Foto: Helle Eriksen, TV SYD

Ifølge Vejdirektoratet passerer omkring 18 millioner køretøjer hvert år grænsen.

Siden 4. januar 2016 er vejen til Danmark gået forbi en grænsekontrol. Tre steder med permanent kontrol. 10 steder med stikprøvekontrol i perioder.

Mens turen til Tyskland går glat og uden ventetider, må man jævnligt væbne sig med tålmodighed, når man skal ind i Danmark, fordi grænsekontrollen skaber kilometerlange køer.

20 minutter eller halvanden time

Det kan have store konsekvenser, når man som Inna Michael Wendts hjertepatienter har brug for hjælp. Netop det har Michael Wendt oplevet en weekend, hvor han akut måtte rykke ud til en patient.

Michael Wendt
Michael Wendt driver Hjerteklinikken i Flensborg sammen med sin kone. Grænsekontrollen betyder, at han nogle gange ikke kan komme hurtigt nok ud til sine patienter i Danmark.
Foto: Helle Eriksen, TV SYD

Det tog ham 20 minutter at hente et nødvendigt apparat i klinikken i Flensborg, mens turen tilbage til patienten i Danmark tog halvanden time.

- Det er for lang tid. Det kan betyde, at jeg må svare patienten, at jeg ikke kan komme, og at vi i stedet må ringe efter en ambulance, siger han.

Om grænsekontrollen

Politiets udgifter til grænsekontrol er i år 207 millioner kroner. Tallet dækker udgifter til den samlede grænsekontrol i hele Danmark og altså ikke alene kontrollen i Sønderjylland.

I august 2022 anvender politiet 296 årsværk ved grænsekontrollen mod Tyskland. Herudover yder Hjemmeværnet bistand med 32 årsværk. Samlet set udgør indsatsen omkring 328 årsværk.

I 2019 passerede der hver dag i gennemsnit 89.000 køretøjer over de danske grænseovergange. Det svarer til, at næsten 32,5 millioner køretøjer har passeret grænserne i løbet af 2019.

Syd- og Sønderjyllands Politi har oplyst, at politikredsen i perioden fra den 23. september 2020 til og med den 31. august 2021 har rejst 8.195 sigtelser i forbindelse med den midlertidige grænsekontrol mod Tyskland.

I 2016 blev 558 personer dømt for overtrædelser i forbindelse med grænsekontrollen i Sønderjylland, mens tallet i 2020 var 1650. Færdselsloven og øvrige særlove er klart de to største områder, der er faldet dom indenfor. Narkotika og smugling den tredjestørste.

Kilde: Rigspolitiet, Vejdirektoratet og Syd- og Sønderjyllands Politi

Også privat oplever parret, at grænsekontrollen udfordrer. Særligt når Inna Wendt skal hente deres børn i daginstitution. Hvis der er kø ved grænsen, kan hun ikke nå frem inden lukketid.

- Så går det ud over andre end mig, og det har jeg det dårligt med, siger hun.

Mere bøvlet at være kriminel

Selvom pendlere som Inna og Michael Wendt har råbt op før og fortalt, hvordan kontrollen udfordrer hverdagen, har de svært ved at trænge igennem til politikerne, der holder fast i, at den midlertidige grænsekontrol fortsat skal være der.

- I denne situation, hvor Europas ydre grænser er hullede, og EU ikke har talent og potentiale til at kontrollere, kan vi ikke lade vores egne grænser stå åbne, siger Peter Kofod fra Dansk Folkeparti.

Peter Kofod fra Danske Folkeparti vil indføre permanente anlæg ved grænsen, så man hurtigt kan åbne større baner og skabe bedre flow ved overgangene og dermed mindske kødannelse.
Peter Kofod fra Danske Folkeparti vil indføre permanente anlæg ved grænsen, så man hurtigt kan åbne større baner og skabe bedre flow ved overgangene og dermed mindske kødannelse.
Foto: Søren Bidstrup/Ritzau Scanpix

Med i alt 1.064 beslaglagte våben i perioden 1. januar 2019 til 31. juli 2022 og 32.207 afvisninger ved grænsen, kalder han grænsekontrollen en succes.

- Heldigvis gør grænsekontrollen livet surt for mennesker, der har skumle tanker med Danmark. Jeg synes, at den har været en kæmpe succes, og derfor fortsætter vi. For mig er det ikke til diskussion at have kontrol ved landegrænserne, understreger han.

Tabellen herunder viser udviklingen i antallet af personer, som Syd- og Sønderjyllands Politi og Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har afvist ved grænsen i perioden fra 1. januar 2019 til og med 31. juli 2022. 

ÅrAntal
20191.767
202011.253
202117.193
2022 (t.o.m. 31. juli)1.994
I alt:32.207
Syd- og Sønderjyllands Politi

På Inna Wendts spørgsmål om, hvorvidt kontrollen overhovedet nytter, når man som kriminel bare kan vælge en af de ubevogtede overgange, svarer Peter Kofod:

- Kontrollen nytter, da du som kriminel skal gøre et større arbejde for at få succes med dit forehavende. Det bliver altså mere bøvlet at begå kriminalitet. Jeg ved ikke, om jeg ville vælge de ubevogtede overgange, da der her kan være baglandspatruljer, stikprøvekontrol og scanning af nummerplader, så du kan aldrig være sikker.

Folk misforstår tallene

I Radikale Venstre mener de, at grænsekontrollen bør afskaffes. For partiets Lotte Rod er det vigtigt, at Sønderjylland ikke bliver lukket inde bag grænsen, men at landsdelen skal være porten til Europa.

- Den gør også noget ved os oppe i hovedet. Den bygger en grænse, som vi har været generationer om at bryde ned, siger hun.

Lotte Rod, Radikale Venstre
Lotte Rod fra Radikale Venstre mener, at politiet skal passe på den dansk-tyske grænse, sådan som de vurderer, at det gøres bedst.
Foto: Emil Helms/Ritzau Scanpix

Grænsekontrollen sørger blandt andet for, at der hvert år bliver beslaglagt omkring 300 våben ved grænsen i Sønderjylland - hovedsageligt knive.

Tabellen herunder viser fordelingen af våben, som Syd- og Sønderjyllands Politi har beslaglagt ved den dansk-tyske grænse i perioden 1. januar 2019 til 31. juli 2022.

Våben-type2019202020212022 (t.o.m. 31. juli)I alt
Skydevåben04318
Knive10012513071426
Strømpistoler181119250
Slagvåben40544227163
Peberspray6811210276358
Øvrige232110559
I alt2493273061821064
Syd- og Sønderjyllands Politi

Lotte Rod mistænker, at mange bliver snydt af tallene for, hvad der bliver beslaglagt.

- Meget er helt almindelige mennesker, som har glemt passet eller tilfældigvis har en lille kniv liggende i bilen. De store ting finder politiet, når de er blevet tippet af kollegaer i Tyskland og Holland, og det kunne de lige så godt have gjort ved at stoppe de pågældende biler på den næste rasteplads før grænsekontrollen, siger hun.

quote

Vælgerne betaler en høj pris til de betjente, der bruger deres tid på at vinke til alle os almindelige mennesker, der krydser grænsen

Lotte Rod, Radikale Venstre

I 2019 viste en megafonundersøgelse, at 54 procent af de syd- og sønderjyske vælgere ønskede at beholde grænsekontrollen, mens 33 procent ville droppe den.

Tallene får dog ikke Lotte Rod til at føle sig ude af trit med sine vælgere, når hun anbefaler at afskaffe kontrollen.

- For mig giver det ikke nogen mening, at så mange politikere på Christiansborg gerne vil bestemme, hvordan politiet skal gøre deres arbejde. Jeg vil hellere lade dem selv bestemme, hvordan de bruger kræfterne bedst, siger hun og tilføjer:

- Vælgerne betaler en høj pris til de betjente, der bruger deres tid på at vinke til alle os almindelige mennesker, der krydser grænsen, i stedet for at der var flere til at hjælpe, når vi oplever kriminalitet i vores hverdag.