Vermund roser syd- og sønderjyderne, men ærgrer sig over udfald

Nye Borgerlige har fået 26.725 stemmer i Sydjyllands Storkreds. Det glæder partiets formand, Pernille Vermund.

Mens både Venstre og Konservative går tilbage i Syd- og Sønderjylland såvel som på landsplan, er der fremgang til Nye Borgerlige.

Partiet løber med 6,2 procent af stemmerne i Sydjyllands Storkreds, hvilket er en større andel end Konservatives 4,8 procent.

Men det er med blandede følelser, Nye Borgerliges formand, Pernille Vermund, ser på valgets resultater.

- Det er dejligt, men jeg er brandærgerlig over det røde flertal. Syd- og sønderjyderne kommer til at mærke det her meget voldsomt, sagde hun i nat efter Mette Frederiksens tale.

Det konkrete Danmark

Når Pernille Vermund mener, at et rødt flertal vil lade sig mærke i Syd- og Sønderjylland, henviser hun til Socialdemokratiets planer om at investere en milliard kroner i grønnere landbrug og indføre en CO2-afgift som centrale elementer i deres landbrugsudspil. 

- Hvis man indfører CO2-afgift på landbruget, så er det i det konkrete Danmark, som jeg kalder det, man mærker det hårdest. Og Mette Frederiksen gjorde det klart, at det er noget af det, hun kommer til at lægge vægt på, sagde Pernille Vermund.

Stemmefordeling
Hele landet

0 % optalt

Selvom Nye Borgerlige oplever fremgang, er valgets store stemmesluger Socialdemokratiet. Det gør sig både gældende i samtlige valgkredse i Syd- og Sønderjylland, såvel som i hele landet.

- Vi har allerede siddet med fire mandater i et blodrødt flertal og har alligevel gjort vores stemmer gældende. Det bliver vi ved med, for vi er ikke pigefornærmede. Vi kommer til at gøre alt, hvad vi kan, for at sørge for indflydelse med de mandater, vi har, forklarede Pernille Vermund.

Borgerlig bekostning

Nye Borgerlige får seks mandater i Folketinget, hvoraf den ene tilfalder Sydjyllands storkreds. Da partiet blev valgt ind i 2019, kort efter stiftelsen, fik det fire mandater.

- Vi er et parti, der i modsætning til andre partier ikke var i Folketinget, før vi stiftede partiet, og når vi står her fire år senere og går frem, så er det jo dejligt. Men det er en fremgang på bekostning af andre borgerlige partier, sagde Pernille Vermund og tilføjede:

- Jeg ville ønske, at resten af Danmark var lige så borgerlige og bevidste om deres danske værdier, som syd- og sønderjyderne er.

De personlige stemmer er endnu ikke optalt, så det er derfor ikke afgjort, hvem der får mandaterne i partiet.