68-årig lokal motorcyklist død efter ulykke nær Fredericia

I første omgang kom manden alvorligt til skade efter at være kørt op i en trailer, men han døde efterfølgende.

Søndag klokken 11 kørte en 68-årig mand af ukendte årsager ind i en trailer, som var fastspændt på en varevogn, der holdt parkeret på en omfartsvej i Erritsø nær Fredericia.

Det skriver Fredericia Dagblad.

Kort før middag var meldingen, at han kom alvorligt til skade, men omkring klokken 15.30 oplyste Hans Hoffensetz, vagtchef ved Sydøstjyllands Politi, at motorcyklisten, som var en lokal mand fra Fredericia, var død. 

Det er endnu uvist, hvorfor manden kørte op i traileren. 

Politi, ambulance og redningsmandskab har i løbet af søndagen været talstærkt til stede på ulykkesstedet, hvor kørebanen var kortvarigt var afspærret.

De pårørende er blevet underrettet.