Bryggeri lægger produktionen om til håndsprit

Virksomheder indgår nyt samarbejde for at øge Danmarks kamp mod covid-19.

Carlsbergbryggeriet i Fredericia omlægger nu en stor del af sin produktion fra øl til alkoholbase, som indgår i håndsprit. Det sker for at øge Danmarks adgang til tilstrækkelige mængder håndsprit, som er afgørende på bl.a. hospitalerne i bekæmpelsen af covid-19.

Carlsberg vil brygge 1,4 millioner liter alkoholbase om ugen. 10 tankbiler vil køre i døgndrift for at holde produktionsanlægget i gang. Det oplyser Carlsberg langfredag aften i en pressemeddelelse.

Sammen med Ørsted, Ree Holding og statens nødberedskab indgår Carlsberg i et nyt konsortium om akut at producere ethanol til desinfektionsmidler baseret på alkoholbase. Produktionen støttes af Carlsbergfondet og Novo Fonden med 17,5 millioner kroner.

Helt afgørende

Egenproduktionen sker, fordi verdensmarkedet for flere centrale komponenter til sundhedsvæsnet generelt er under pres.

- Det er helt afgørende for at kunne genåbne det danske samfund, at vi har tilstrækkelige mængder håndsprit til rådighed i det offentlige rum, siger bestyrelsesformand i Carlsbergfondet og Carlsberg A/S, professor Flemming Bessenbacher og tilføjer:
- Jeg håber, at denne akutte nødproduktion kan sikre, at samfundet åbner forsvarligt, og at smittespredningen begrænses.

Utrolig stolt
Erhvervsminister Simon Kollerup (A), giver projektet sin fulde støtte:
- Jeg er utrolig stolt af at se, hvordan danske virksomheder står sammen, tager ansvar og hjælper til, hvor der er brug for det. Jeg synes, det er et rigtig godt eksempel på, hvad den danske ånd er i stand til at løse.

Mens de 1,4 millioner liter alkoholbase produceres i Fredericia hver uge, køres de store mængder med tankvogne til Kalundborg, hvor produktionen af ethanol vil finde sted på Ørsteds tidligere produktionsanlæg til bioethanol. Der kan produceres 36.000 liter om dagen.

- Vi er nu ved at færdiggøre omlægningen af produktionen på bryggeriet i Fredericia, som er nødvendig for at skalere dette projekt, siger brygmester Mikkel Laust Broe.