Byråd køber sygehus for 23 millioner

Fredericia Kommune køber byens sygehus. Det besluttede et enigt byråd på et ekstraordinært møde mandag aften.

Fredericia Kommune og Region Syddanmark er blevet enige om en pris på 23 millioner kroner for sygehuset.

Formålet er at lave et fælles sundhedshus, der samler sundhedstilbud på tværs af kommune, region og private aktører tæt på fredericianerne.

quote

Vi fastholder varmtvandsbassinet på sygehuset, som mange har glæde af at bruge dagligt.

Jacob Bjerregaard (S), borgmester, Fredericia Kommune

- Med købet af sygehuset har vi nu muligheden for at lave Danmarks bedste sundhedshus, som sætter Fredericia på landkortet samtidigt med, at vi sikrer den nære sundhed for vores borgere, siger formanden for Sundhedsudvalget, Susanne Eilersen (DF), i en pressemeddelelse til TV SYD.

Byens borgmester er også godt tilfreds med købet.

- En af de helt store prioriteter har været, at vi fortsat kan have et sammenhængende, trygt sundhedstilbud tæt på borgerne. Med købet af sygehuset sikrer vi, at der også er et bredt udbud af sundhedstilbud tæt på borgerne også efter, at byens sygehus lukker. Samtidigt fastholder vi varmtvandsbassinet på sygehuset, som mange har glæde af at bruge dagligt, siger borgmester Jacob Bjerregaard (S). 

Det er planen, at kommunen overtager nøglerne til sygehuset 1. december.