Danmarks største byggerimesse tilbage efter fem års pause: - Bæredygtighed er blevet en ny valuta

For første gang i fem år har det igen været muligt at afholde Danmarks største byggerimesse i Fredericia, og særligt bæredygtighed er kommet i højsædet i den tid, der er gået.

Efter fem års pause er det igen endelig blevet muligt at samle landets fagfolk og virksomheder fra byggebranchen til Danmarks største byggerimesse i Messe C i Fredericia. 

Det løb af stablen tirsdag, og det var med deltagelse fra blandt andre den sydjyske virksomhed Lindab i Jels, som lever af at sælge ventilationsløsninger.

Og siden den seneste byggerimesse i 2018 kan de mærke, at bæredygtighed for alvor er kommet i højsædet inden for byggeribranchen.

- Det bliver efterspurgt rigtig meget lige nu og specielt, at vi har dokumentationen på plads, så vi kan bevise, hvorfor man skal vælge det her produkt frem for et andet, siger René Jensen, der er salgsdirektør i Lindab.

Kan I ligefrem miste kunder på ikke at holde fast i det her med bæredygtigheden?

- Ja, det tror jeg helt klart. Det er et rigtig vigtigt parameter for os i fremtiden, at vi er helt med fremme på det grønne.

Danmarks største byggerimesse 2023 i Messe C i Fredericia
René Jensen, der er salgsdirektør i den sydjyske virksomhed Lindab, er ikke et sekund i tvivl om, at bæredygtighed er fremtiden inden for byggebranchen.
Foto: Silas Lilliecrona, TV SYD

Grønnere byggebranche i fremtiden

Hos Lindab har de allerede indstillet sig på, at bæredygtigheden er fremtiden.

- Jeg tror virkelig på, at CO2 bliver den nye valuta i byggebranchen, siger René Jensen. 

Og det grønne tema går igen over hele messen. Det fortæller Palle Thomsen, der er administrerende direktør i Danske Byggecentre. 

- Det er vigtigt for alle, at vi kan få nogle bedre klimaløsninger og bedre byggeri, som er CO2-neutralt eller endda klimavenligt og faktisk giver tilbage til naturen, siger han. 

Danmarks største byggerimesse 2023 i Messe C i Fredericia
Palle Thomsen, der er administrerende direktør i Danske Byggecentre, fortæller, at det er i alle kroge af byggebranchen, man lige nu har stort fokus på bæredygtighed.
Foto: Silas Lilliecrona, TV SYD

Fra 1. januar i år blev der indført et klimakrav i bygningsreglementet for netop at nedsætte CO2-udledningen fra byggerier.

- Men der er også rigtig mange, der efterspørger det, fordi de simpelthen bare synes, at det er det rigtige at gøre, siger Palle Thomsen.