Elever skal huske de varme trøjer for skolen skruer ned

Der bliver koldt i de offentlige bygninger i år, og på gymnasierne forbereder eleverne sig på koldere tider.

Der er mange måder at få sved på panden på i skoletiden. Træning i idræt, spil i frikvarteret eller en tur op til tavlen kan få varmen op i kinderne hos de fleste.

Og fifs og tricks til at holde på varmen bliver værd at samle på for landets gymnasieelever de kommende måneder.

quote

Vi sidder med tæpper og snart nok også med handsker og vinterjakker på indenfor

Simone Uth Jensen, elev, Fredericia Gymnasium

For ligesom så mange andre offentlige bygninger skal termostaten stå på 19 grader, når de er i skole, og det kræver lidt ekstra forberedelse hjemmefra.

- Vi sidder med tæpper og snart nok også med handsker og vinterjakker på indenfor, siger Simone Uth Jensen.

Varmen forsvinder hurtigt

Det er dog ikke alle offentlige bygninger, der er påbudt at skrue ned for varmen. På sygehuse, i vuggestuer, på plejehjem og botilbud er man ikke forpligtet til at sænke temperaturerne. 

Spørger man gymnasieeleverne, kan de godt se meningen med det hele.

- Nu har vi set, hvor høje priserne er blevet, og hvor meget det påvirker økonomien, så jeg kan godt se, det er nødvendigt, men det er en træls situation for os, hvis vi skal begynde at fryse, siger Jens Schou.

Jens Schou, Kian Shirzad, og Kasper Damkjær går i 2.G på Fredericia Gymnasium og forbereder sig på en koldere vinter på skolen end sidste år.
Jens Schou, Kian Shirzad, og Kasper Damkjær går i 2.G på Fredericia Gymnasium og forbereder sig på en koldere vinter på skolen end sidste år.
Foto: Alex Syrik, TV SYD

Med det seneste skifte i vejret har efteråret meldt sin ankomst, og eleverne kan også mærke, at vinteren venter lige om hjørnet.

- I sidste uge der kunne vi godt bare gå rundt i en t-shirt, men det er lige pludselig blevet koldere, og folk går rundt med jakke på indenfor, siger Kian Shirzad.

- Normalt har jeg en t-shirt på hele året rundt, fordi jeg nemt får det varmt, men fremover kommer jeg da til at tage en overtrækstrøje eller en hættetrøje på, siger Kasper Damkjær.

Et påbud – ikke et valg

Det er ikke kun eleverne, der skal værne sig mod kulden. Også skolens lærere og ledelse skal forberede sig på lidt koldere tider, men de tager det ganske køligt.

- Selvfølgelig har jeg taget striktrøje på i dag, og jeg går nok ikke lige rundt i en t-shirt, men jeg synes egentlig ikke, at det er noget, der påvirker mig på nogen måde, siger Jakob Møberg, der er lærer på Fredericia Gymnasium.

Det gør ikke gymnasielærer Jakob Mølberg noget, at han bliver nødt til at tage ekstra tøj på hen over vinteren, når han møder på arbejde.
Det gør ikke gymnasielærer Jakob Mølberg noget, at han bliver nødt til at tage ekstra tøj på hen over vinteren, når han møder på arbejde.
Foto: Alex Syrik, TV SYD

Temperaturen kommer også til at blive forskellig alt efter, hvor man er på skolen. De store lokaler med stor udskiftning som eksempelvis kantinen bliver hurtigere kolde end et lukket klasselokale, og derfor har vicerektoren også rådet eleverne til at huske en sweater.

For han bliver nødt til at skrue ned for varmen.

- Det er påbudt, og så sparer vi nogle penge, hvilket er rettidig omhu i forhold til hele den vestlige økonomi og energiforsyning, siger Peter Knudsen, der er vicerektor på Fredericia Gymnasium.