Fredericia bankede Esbjerg ud af pokalen

Fredericia bankede Esbjerg ud af DBU Pokalen. Hedensted IF slog overraskende Thisted fra 1. division.

FC Fredericia er videre i pokalturneringen i fodbold efter en overbevisende sejr på 4-0 over 1. divisionskollegerne fra Esbjerg fB. Fredericias mål blev scoret af Frans Dhia Putros, Adrian Lopez samt de sidste to af Niels Letort.

Fredericianerne førte 1-0 ved pausen, og med tre mål i anden halvleg fik de for alvor revanche for nederlaget til netoip Esbjerg fB i 1. divisons første runde for knap to uger siden. Her vandt Esbjerg fB hjemme 2-1 over FC Fredericia.

Matchvinder for anden gang

Hedensted IF leverede en gedigen overraskelse i aftenens 1. runde af pokalturneringen ved at slå 1. divisionsklubben Thisted på hjemmebane. I overtiden scorede Mirsad Suljic sejrsmålet til 3-2. Han blev også matchvinder i Hedensteds første turneringskamp i weekenden i danmarksserien med sejren over Viborg på 1-0.

Efter at have været nede 2-0, lykkedes det Thisted at komme tilbage på 2-2, inden Suljic lynede i overtiden.

Vejle Boldklub vandt 3-0

Divisionsmandskabet fra Vejle Boldklub vandt 3-0 i aftenens udekamp mod Allesø GF fra serie 1. VBs tre mål blev sat ind af debutanten Nicolaj Madsen, Jonas Andersen og Anders Egholm. Dermed avancerer VB til 2. runde af pokalturneringen.

Tirsdag aften gik 2. divisionsklubben Kolding IF videre til 2. runde med en sejr over Tåsinge fra serie 1.