Krisecenter for bøsser

Bøsser skal have deres eget krisecenter, hvor de kan søge hen, hvis de oplever vold fra partneren.

Det mener lederen af krisecentret for mænd i Fredericia, Carsten Nicolaysen. Han arbejder for at lave et sted, hvor bøsserne kan være i fred, hvis de udsættes for vold.

- Vi har haft homoseksuelle, der har været udsat for fysisk vold, siger han til P4 Trekanten, DR i Vejle.

Stedet er et krisecenter for mænd i Fredericia, og Carsten Nicolaysen drømmer om et sted til bøsserne, hvor de kan komme, hvis der er vold i forholdet, så de kan få fred. Også fra hetero-seksuelle mænd med homofobi, for det er der ingen garanti for på det nuværende krisecenter.

- Vi kan jo reelt risikere at have heteroseksuelle beboere på krisecentret, som lider af homofobi, siger han.

Voldelige forhold

En ny undersøgelse fra Statens Institut for Folkesundhed på SDU kan ikke direkte påvise, at homoseksuelle mænd oplever mere vold fra partneren end hetero-mænd.

Men hvis SFI kører nogle tal sammen, så er der alligevel noget, der kunne tyde på, at bøsser oplever vold fra partneren i højere grad end heteroseksuelle mænd, siger seniorforsker ved SFI, Karin Helweg-Larsen.

- Der er flere af dem, der definerer sig selv som homoseksuelle, der også har haft partnervold, siger hun.

Men tallene er meget usikre, så Karin Helweg-Larsen vil gerne undersøge problematikken nærmere.

- Det er jo noget, som vi meget gerne vil vide mere om, fordi det er jo et meget tabuiseret emne, siger hun.

Hos Landsforeningen for bøsser, lesbiske, biseksuelle og transpersoner siger forperson, Vivi Jelstrup, at de vil hilse en eventuel undersøgelse af partnervold blandt homoseksuelle velkommen.