Nyt museum vil genopfriske det tyske mindretals historie

I flere år har det tyske mindretal i Sønderjylland arbejdet med at modernisere fortællingen om sig selv. Efter en udvidelse til 30 millioner kroner står det nye tyske museum for Nordslesvig færdigt i Sønderborg.

Glæden er stor hos det tyske mindretal efter åbningen af det nye museum for Nordslesvig i Sønderborg.

- Det er det største enkeltprojekt, vi har udført siden 60’erne, så det er et stort øjeblik for os, siger Uwe Jessen, generalsekretær, Bund Deutscher Nordschleswiger.

Museet har gennemgået en stor udvidelse til 30 millioner kroner, hvor der er blevet arbejdet med at gøre mindretallets historie mere spændende og nærværende, så flere får lyst til at blive klogere på det tyske mindretal og deres historie – både de gode og de dårlige tider.

- For mindretallet er det meget vigtigt, at vi er synlige og dermed også de dele af vores historie, som har forbindelse til nutiden, siger han.

Mindretalshistorie med nutidigt perspektiv

Kulturminister Joy Mogensen (S) var med til åbningen af museet, og er glad for at se, hvordan historien om det tyske mindretal bliver sat i et nutidigt perspektiv.

- Det er vigtigt at holde fast i mindretallene, og jeg synes, det er et rigtig godt museum, der får fortalt historien, og får folk til at tænke over, hvor vi skal hen, siger hun.

Både fortiden og fremtiden er repræsenteret på museet.
Både fortiden og fremtiden er repræsenteret på museet.
Foto: Ole Møller, TV SYD

Tysk kultur er i dag en meget større del af dansk kultur

Museet er finansieret af den danske og den tyske stat samt flere fonde, og gennemgår det tyske mindretals historie fra a til z. Alt fra tiden lige efter 1920 til i dag, hvor det tyske mindretal er mere integreret i det danske samfund, og deres kultur også er en del af det danske kultur og idrætsliv.

Det ses blandt andet ved faustballforeningerne, forklarer museumsleder på Deutsches Museum Nordschleswig, Hauke Galla. Faustball er et boldspil, der er udbredt i Tyskland. Det minder meget om volleyball, men spilles udelukkende med knyttede hænder.

- Der findes kun tyske foreninger her i Danmark, der dyrker faustball. De repræsenterer også det danske landshold ved verdensmesterskaber og europamesterskaber, siger han.

Tiden lige før 1920 er også en del af historien på museet.
Tiden lige før 1920 er også en del af historien på museet.
Foto: Ole Møller, TV SYD