Carl fik frosset en kræfttumor væk på en halv time

Carl Egtved fra Haderslev er den første patient i Norden, der er blevet kureret for kræft, der har spredt sig, ved at fryse tumoren væk.

Det lyder næsten for godt til at være sandt, men ikke desto mindre er det tilfældet: 67-årige Carl Egtved fra Haderslev blev kureret for kræft på en halv time. Sådan skriver Berlingske. 

Carl Egtved er den første patient i Norden, som har fået frosset en metastase væk. En metastase er kræft, der har spredt sig til et andet sted i kroppen. Behandlingen kaldes for frysebehandling eller kryobehandling. I mindre omfang har behandlingen været brugt siden 2005 mod kræft i nyrerne eller i prostata hos mænd som et alternativ til en traditionel kirurgisk operation.

- Det er helt vildt, at det kan være så let. Jeg mærkede ingenting, og medicinen gjorde, at jeg var meget afslappet, selvom jeg faktisk var vågen. Jeg har bare fået almindelig plaster på de tre små huller, som nålene har efterladt, så jeg får intet ar. Nu er jeg kureret for kræft. Og jeg har slet ikke ondt nogle steder. Jeg føler mig sådan set frisk til at tage hjem, siger Carl Egtved til Berlingske.

Ole Graumann, specialeansvarlig overlæge på Odense Universitetshospital, siger, at behandlingen er et opgør med den traditionelle kirurgi, som Sundhedsstyrelsen anbefaler. I Sundhedsstyrens anbefalinger står der, at "nyrecancer behandles, så vidt det er muligt, kirurgisk." Ole Graumann håber, at flere læger i Danmark vil benytte behandlingen. Det fortæller han til Berlingske.