Farligt affald og overfyldt grisetransport: Lastbiler får bøder op til 225.000

I løbet af syv timer blev mere end 70 køretøjer stoppet i kontrollen for tunge køretøjer ved Ustrup.

Manglende udsyn gennem foruden, overtrædelser af køre-hviletidsreglerne og overbelægning af grisetransport. Det var nogle af de overtrædelser, som Miljøkontrollen og Toldstyrelsen kunne give bøder for d. 21. oktober. Det oplyser Sydøstjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Bøderne løb op til 225.000 kroner for chaufførerne og de virksomheder, de kører for. 

Modtageren af en bøde i den størrelsesorden var en udenlandsk lastbil, der 15 gange havde kørt med en anden mands førerkort og overtrådt køre-hviletidsreglerne fem gange. Udover bøden skal retten afgøre om, chaufføren skal frakendes sit kørekort, og om personen skal have et indrejseforbud. 

Lastbil kørte med blandet affald

Lastbilen, der kørte med 22 tons affald, var en polsk lastbil, der blev vinket til side af Tungvognscenter Syd i Ustrup. Medarbejderne ved tungvognscenteret kunne finde elektronikaffald, der burde være sorteret og anmeldt, hvilket det ikke var blevet. 

I affaldet fandt medarbejderne både printplader, batterier og lignende farligt affald. Den ukrainske chauffør havde ikke dokumentation til at køre med affaldet, og derfor blev lastbilen sendt retur til afsenderen. Det endte med en bøde på 20.000 kroner til virksomheden og 3000 pr. ton affald. 

Derudover havde chaufføren også en cykel fra en dansk cykelforhandler spændt fast mellem lastbilen og en sættevogn. Cyklen havde han fundet ulåst i et budskads. Derfor fik han en bøde på 2.000 kroner, mens cyklen blev beslaglagt.