TV der bevæger dig

Glæder sig over tilskuer-opbakning til ishockey-finale

Det første DM-finalemøde nogensinde mellem SønderjyskE og Esbjerg har fået tilskuerne til at strømme til og rekordmange vil være på plads til den første finale Langfredag til stor glæde for spillerne.

Arkivfoto: Annemette Stollig Foto: Annemette Stollig

De tætbefolkede lægter glæder Sønderjyskes erfarne forward Kim Lykkeskov.

- Der er helt bestemt lagt op til hockeybrag. Vi har haft rekordsalg på billetterne nede i hallen, og jeg ved, der også er run på ovre i Esbjerg, fortæller Kim Lykkeskov til Ritzau.

- Det er fedt, både at vores tilskuere tager til Esbjerg, og ikke mindst at Esbjergs også kommer herned. Der er god hockeyfeber hernede nu.

Esbjerg har løftet niveauet markant i slutspillet og er til manges overraskelse nået frem til finalen. Det er især takket være en uhyggeligt produktiv førstekæde, som Sønderjyske også har stor respekt for.

- Så længe vi kan holde dem fra fadet, synes jeg, vores muligheder ser gode ud, mener Kim Lykkeskov.

Finale-serien spilles bedst af syv kampe. Sønderjyske har potentielt hjemmebanefordel i de fire af kampene som bedst placerede hold i grundspillet. Langfredag er der kampstart i SE Arena i Vojens kl.19,30.

Mere sport