Hurtig indsats begrænsede gylleudslip

Gylleudslip i Bevtoft ved Haderslev var ret udramatisk efter hurtig indsats. Frygten for, at op til 80 kubikmeter urenset spildevand var sluppet ud, var overdrevet.

En ukendt mængde gylle slap tilsyneladende ud fra et landbrugs gyllebeholder i Bevtoft torsdag eftermiddag, men en hurtig redningsindsats forhindrede en ulykke.

Falck oplyste først på eftermiddagen, at man forsøgte at forhindre en massiv forurening af den nærliggende Gels Å. Indsatslederen oplyste senere torsdag eftermiddag, at forsøget var lykkedes.

Der blev fjernet 6.000 liter forurenet vand i minuttet, og sidst på eftermiddagen kunne Falck fortælle, at der ikke var konstateret udslip af gylle til Gels Å, et meget vigtigt lokalt vandløb.

Foreløbig ved ingen præcis, hvad der var årsag til udslippet. En teori går på, at automatikken i gyllerensningen på en bestemt ejendom svigtede.

Efter Ritzaus oplysninger drejer det sig om en forurening på mellem 20 og 80 kubikmeter gylle, der slap ud i vandløbene, men altså uden graverende konsekvenser.