Kirstens personlige oplysninger blev offentliggjort af kommunen

En overrasket Kirsten Rahr opdagede i dag, at Haderslev Kommune har offentliggjort et brev, som indeholder private oplysninger om hendes søn.

Kirsten Rahr bor i nærheden af Toftlund, og da Haderslev Kommune i 2016 fremlagde planer om at opføre vindmøller i området, valgte hun at skrive et brev til kommunen.

- Min søn har diagnosen aspergers (en mild form for autisme, red.), og han har brug for meget ro. Jeg var bange for, at vindmøllerne ville forstyrre ham, siger Kirsten Rahr, der til daglig er tilsynskonsulent hos Socialtilsynet, til TV SYD.

quote

Jeg blev rigtig vred, da jeg læste det. Det er meget overraskende for mig, at de informationer er kommet ud i offentligheden.

Kirsten Rahr, Toftlund

Brevet er nu - sammen med omkring 700 andre - blevet offentligt tilgængelige, efter at en gruppe borgere har søgt om aktindsigt i de indsigelser, der er blevet skrevet i forbindelse med vindmølleplanerne.

Det betyder for Kirsten Rahr, at alle og enhver kan klikke ind og læse, at hendes søn lider af aspergers, og det opdagede hun først i dag, da hun modtog en mail fra Haderslev Kommune.

- Jeg blev rigtig vred, da jeg læste det. Det er meget overraskende for mig, at de informationer er kommet ud i offentligheden, og jeg synes virkelig, at Haderslev Kommune burde være mere varsomme med, hvilke oplysninger de lægger ud, siger Kirsten Rahr.

Efter problemer med lækkede CPR-numre har Haderslev Kommune investeret i et scanningssystem, der skal støvsuge dokumenter for personnumre. Men systemet er altså ikke avanceret nok til at gennemlæse tekster og vurdere, om der er tale om personfølsomme oplysninger.

- Vi tager det ekstremt alvorligt, når vi kommer i sådan en situation, for hverken CPR-numre eller personfølsomme oplysninger skal publiceres. Vi har et stort ansvar over for borgerne, og det her er noget, vi knokler for at undgå, siger Willy Feddersen, der er kommunaldirektør i Haderslev Kommune.

Det er dog ikke forklaring nok for Kirsten Rahr:

- Det var ikke kun en lille bisætning imellem en masse andet, så jeg synes ikke, man kunne overse det. Min søns diagnose var emnet i det brev, jeg skrev. Den tillid, jeg har haft til Haderslev Kommune, har de svigtet, siger hun.