Mor og søn vil skaffe EM og VM tilbage til Vojens - gocartcenter renoveret for millioner

Vojens Gocart Center - nu Vojens Motorsport Arena - fejrer lørdag 60 års jubilæum med indvielse af en helt ny bane, løbsfaciliteter samt hotel og en restaurant. Planen er at skaffe EM til byen næste år

I år har Vojens Motorsports Arena 60 års jubilæum. I den forbindelse er stedet renoveret for 18 millioner kroner. 

Der er blandt andet bygget helt nye baner, værksted og ryttergård. Desuden er der også kommet et hotel og en opgraderet restaurant på stedet. 

Vojens Motorsport Arena er renoveret for 18 millioner kroner, og den kan nu huse internationale ræs som EM og VM.
Vojens Motorsport Arena er renoveret for 18 millioner kroner, og den kan nu huse internationale ræs som EM og VM.

For det var ifølge stedes mangeårige ejer, Gitte Schlünssen, enten fornyelse eller lukning af centeret.

- Faciliteterne trængte i den grad til en opgradering. Meget var slidt, og vi havde brug for hotelfaciliteter og bedre forhold til løb i det hele taget, hvis stedet skulle udvikle sig, siger Gitte Schlünssen, der købte gocartcenteret i 1999, fordi hendes dengang 12-årige søn, Robert Schlünssen, var vild med at køre gocart. 

Vojens Motorsport Arena indvies lørdag den 13. maj.
Vojens Motorsport Arena indvies lørdag den 13. maj.

Klar til internationale gocartløb

Centerets bane er efter moderniseringen mellem 8 og 12 meter bred og 1.400 meter lang. Det gør den til Danmarks længste bane - så lang som dem man benytter til internationale professionelle løb. Dermed er banen også godkendt til store, internationale gokartløb.

- Robert har i rigtigt mange år kørt gocart i hele verden, så vi har simpelthen taget det bedste fra de baner, han har oplevet. Så nu vil jeg vove den påstand, at vores gocartcenter er blevet Danmarks bedste, fortæller Gitte Schlünssen.

39-årige Robert Schlünssen startede selv i en gocart, før han begyndte at køre motorløb. Nu har han overtaget Vojens Motorsports Arena fra sin mor, Gitte Schlünssen.
39-årige Robert Schlünssen startede selv i en gocart, før han begyndte at køre motorløb. Nu har han overtaget Vojens Motorsports Arena fra sin mor, Gitte Schlünssen.
Foto: Privatfoto

Internationale løb tilbage til Vojens

Sønnen Robert Schlünssen er helt enig. Han har for halvandet år siden og før renoveringen overtaget Vojens Motorsports Arena fra sin mor, og han satser stort.

- Vi vil have EM og VM i gocart tilbage til Danmark. Det har ikke været her siden 1992, hvor det også foregik i Vojens.

- Desuden vil vi gøre det til et uddannelsescenter for racerkørere. Enhver racerkører og formel 1-kører begynder på en gocartbane, som jeg selv har gjort. Og så vil vi også gerne tiltrække turister og sørge for, der kommer gang i byen og området, fortæller Robert Schlünssen. 

Ifølge ham er der stor sandsynlighed for, at der allerede i 2024 vil blive afholdt europamesterskaber på den nyrenoverede bane.

Indvielsen af Vojens Motorsports Arena sker lørdag mellem klokken 10 og 16, hvor blandt andet Haderslevs borgmester, Mads Skau, holder tale, og der vil være flere opvisningsløb.