600 meter adskiller to gymnasier - men tre bogstaver koster et af dem millioner i tilskud

Den pose penge, de forskellige udkantsgymnasier hvert år får, afhænger fuldstændig af de tre bogstaver, der definerer dem.

STX. HHX. HTX.

Umiddelbart er der ikke den store forskel mellem de tre bogstaver.

Men når det kommer til ét af de mange tilskud, som erhvervs-, tekniske og almene gymnasier får, er forskellen stor.

- Hvis jeg satte et skilt på døren med teksten "STX", ville jeg få 2,5 millioner kroner mere, end jeg gør nu, siger Carsten Eriksen, der er direktør for Tønder Handelsskole (HHX).

Han taler om det tilskud, der bliver udløst, når en ungdomsuddannelse får præfikset "udkants-".

Tønder Handelsskole får 229.200 kroner i udkantstilskud. Men ifølge direktøren for uddannelsen, Carsten Eriksen, er det urimeligt, når almene gymnasier kan få op til 2,76 millioner kroner.
Tønder Handelsskole får 229.200 kroner i udkantstilskud. Men ifølge direktøren for uddannelsen, Carsten Eriksen, er det urimeligt, når almene gymnasier kan få op til 2,76 millioner kroner.
Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD

Tønder Handelsskole (HHX) ligger 600 meter fra Tønder Gymnasium (STX), som er et alment gymnasium. Alligevel er der langt mellem udkantstilskuddene til de to. 

Tønder Handelsskole får 229.200 kroner om året som et fast tilskud.

quote

For at der skal være en fair behandling, skal vi også have lige muligheder for at drive skole

Carsten Eriksen, direktør, Tønder Handelsskole

Mens udkantstilskuddet til STX-uddannelser kan nå op på 2,76 millioner kroner afhængig af elevtallet. 

Her får Tønder Gymnasium omkring 2,5 millioner kroner.

Det siger Finansloven om udkantstilskud

Udkantstilskud til HHX- og HTX-gymnasier

  • Der kan ydes udkantstilskud til erhvervsgymnasie uddannelser i udkantskommuner, der er udpeget som sådan. Tilskuddet opretholdes for fire år ad gangen, og det genberegnes hvert tredje år. I 2023 lyder tilskuddet på 229.200 kroner.

Udkantstilskud til STX-gymnasier

  • Udkantstilskuddet ydes efter to kriterier. Begge kriterier skal være opfyldt:

    • At gymnasiet har mindre end 430 elever.

    • At eleverne på gymnasiet ville få mere end 20 kilometer til det nærmeste gymnasium, hvis det vurderede gymnasium faldt bort.

  • Tilskuddet kan maksimalt udgøre 13.230 kroner pr. elev pr. år og 2.758.323 kroner pr. gymnasium.

Kilde: Finansloven 2023

Og det er dén forskel, Carsten Eriksen er utilfreds med.

- Min irritationen går på, at politikerne ikke sidestiller de gymnasiale uddannelser. Vi er sidestillet på lovgivning, på bekendtgørelse og på den overenskomst, vi skal ansætte lærere efter. Det eneste, vi ikke er sidestillet på, er på den økonomiske front. Så for at der skal være en fair behandling, skal vi også have lige muligheder for at drive skole, siger han.

Et par millioner mere på kistebunden hvert år ville kunne mærkes.

- Det ville betyde, at vi kunne tilbyde nogle flere valghold til vores elever og dermed give et bredere uddannelsestilbud, end vi kan i dag. Så i sidste ende ville det jo kunne gavne eleverne, og det ville muligvis også være med til at tiltrække nogle til udkanten frem for at skræmme dem væk, siger han.

quote

I et stramt budget kan det være det, der giver det den sidste luft i økonomien

Karl Jørgen Møller, rektor, Tønder Gymnasium

Lidt luft i økonomien

Og et bredt uddannelsestilbud er netop dét, rektoren på Tønder Gymnasium kan tilbyde eleverne - blandt andet på grund af udkantstilskuddet på 2,5 millioner kroner.

- Det betyder, at vi kan opretholde et bredt uddannelsestilbud, som ellers ville være vanskeligt at opretholde. Det handler blandt andet om nogle små valgfag, som man ellers ville være nødt til at skære bort, siger Karl Jørgen Møller.

Han nævner eksempelvis et musikvalgfagshold med fire elever. Det koster ifølge rektoren cirka 100.000 kroner om året.

Karl Jørgen Møller er rektor for Tønder Gymnasium.
Karl Jørgen Møller er rektor for Tønder Gymnasium.
Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD

Uden tilskuddet ville det også kunne gå ud over tilbuddet til elever med ord- og talblindhed. Og så ville det potentielt kunne betyde, at gymnasiet ikke kunne sende elever på Akademi for talentfulde unge.

På Tønder Gymnasium udgør udkantstilskuddet omkring fem procent af skolens budget.

- Det er en lille del af den samlede finansiering, men i et stramt budget kan det være det, der giver det den sidste luft i økonomien, siger han.

Han mener i øvrigt også at måden, ungdomsuddannelser får tilskud, bør få et eftersyn, fordi den er blevet for kompleks.

Tønder Gymnasium.
Tønder Gymnasium.
Foto: Søren Pors Grundahl, TV SYD

Tre millioner ekstra

En politisk aftale i oktober forhøjede et i forvejen midlertidigt særtilskud til erhvervsgymnasier i udkanten. 

Det betyder, at Tønder Handelsskole i 2023 får tre millioner kroner ekstra.

I får tre millioner. I får måske endda mere end mange andre STX-gymnasier reelt får i udkantstilskud. Så hvad er problemet?

- I år er vi sidestillet med de tre millioner ekstra, vi får. Men i 2024 er vi tilbage på nul. Den her løber kun i 2023. Så fra 2024 er vi bagud på udkantstilskuddet igen, siger rektor, Carsten Eriksen.

quote

Erhvervsgymnasierne har længe haltet bagefter, så på den måde synes jeg, at det er Carsten vel ondt, at han nu får nogle ekstra penge

Anni Matthiesen, undervisningsordfører, Venstre

Derudover har de almene udkantsgymnasier (STX) de sidste par år også fået et midlertidigt særtilskud på en halv million kroner om året. 

Men det er ligesom de ekstra penge til HHX og HTX heller ikke en fast del af finansloven, hvilket gør det svært for gymnasierne at budgettere efter.

Snart forhandlinger

TV SYD ville gerne have haft et interview med børne- og undervisningsminister, Mattias Tesfaye (Socialdemokratiet), som henviser til Venstres undervisningsordfører, Anni Matthiesen, der udtaler sig på vegne af regeringen.

- Der står i vores regeringsgrundlag, at vi skal have kigget på de økonomiske forudsætninger for at drive erhvervsgymnasium, og hvordan vi ligestiller gymnasierne i yderområderne. Jeg ved, at Mattias Tesfaye vil indkalde til forhandlinger snarest, siger Anni Matthiesen.

Tønder Handelsskole får tre millioner kroner mere i det midlertidige særtilskud. Er det så ikke lidt utaknemmeligt af Carsten Eriksen at beklage sig?

- Han ved godt, at man skal begynde at påvirke politikerne i god tid, så det kan man ikke klandre ham for. Erhvervsgymnasierne har længe haltet bagefter, så på den måde synes jeg, at det er Carsten vel ondt, at han nu får nogle ekstra penge, siger hun.