Nicoline gider ikke skole, så hun fandt en mellemvej

På en skole for talentfulde unge får 14-årige Nicoline Sørensen hjælp til at satse alt på sin sport, samtidig med hun får en uddannelse at falde tilbage på.

Hun træner flere timer hver dag. Går på en særlig skole for talenter og rejser Europa rundt til mesterskaber.

99 procent af hendes tanker handler om motocross, men 14-årige Nicoline Sørensen ligger også i sengen hjemme på værelset og scroller på sin telefon, selvom den beskidte hjelm, som hun smed i bryggerset efter træning, stadig venter på at blive vasket.

quote

Det er lidt som at være narkoman. Når først man har prøvet det én gang, så kan man ikke slippe det

Nicoline Sørensen

Hun er teenager og går i 8. klasse, men samtidig har hun benzin i blodet og er afhængig af det adrenalinsus, som hun får, når hun flyver fire meter op i luften på sin crosser.

- Det er lidt som at være narkoman. Når først man har prøvet det én gang, så kan man ikke slippe det. Det giver kriller i maven, og det kan jeg ikke undvære, fortæller Nicoline Sørensen.

Nicoline Sørensen kører motocross og går på Talentcenter Haderslev
Motocross udøves på specielle motorcykler og baner med varierende terræn i form af både sving, hop og bakker.
Foto: Privat

I TV SYDs programserie ’Jysk for begyndere’ har Torben Chris sat sig for at gøre sin københavnske kammerat Thomas Hartmann en smule mere jysk, og i sæsonens femte afsnit handler jydepraktikken om de fordele, der er ved at være barn og ung i Jylland.

Nicoline Sørensen kører motocross og går på Talentcenter Haderslev
Nicoline Sørensen fra Haderslev viser Torben Chris og Thomas Hartmann, hvad det vil sige at køre motocross, i femte afsnit af programserien 'Jysk for begyndere'.
Foto: Privat

Torben Chris’ påstand er nemlig, at Jylland er det bedste sted at være barn. Blandt andet fordi der i det jyske er plads til at køre crosser og dyrke sportsgrene, som det ellers sjældent er muligt inde i storbyen.

Talentet brændte igennem

Allerede som 2-årig fik Nicoline Sørensen sin første crosser. Som barn var det en hyggelig hobby, som hun delte med sin far, men som årene gik byttede de to plads, så det ikke længere var Nicoline, der stod blandt tilskuerne og heppede.

- Som 10-årig sagde hun til mig, at hun gerne ville køre mere seriøst. Det var min drøm, at hun havde lyst til det, men jeg har aldrig presset hende, siger Bjørn Munk Sørensen og fortæller, at der ikke gik mere end to år, før hendes talent brændte igennem.

Nicoline Sørensen kører motocross og går på Talentcenter Haderslev
Allerede som barn var Nicoline Sørensen selv med til at gøre sin crosser ren. Det gør hun også i dag, men uden mor og fars hjælp med alverdens praktiske opgaver var det ikke muligt at dyrke sporten på så højt niveau.
Foto: Privat

Nu er sporten ikke længere kun en hobby for de to. Og Bjørn er ikke længere kun Nicolines far. Han er også træner, manager og mekaniker.

quote

Nogle gange vil jeg gerne bare trøste, men jeg skal også have trænerkasketten på og samtidig være den hårde far, som husker hende på at lave lektier

Bjørn Munk Sørensen, far til Nicoline Sørensen

Han er med på banen til fire timer lange træninger hver eftermiddag og kører med hende til løb hver eneste weekend fra marts til oktober.

Nicoline Sørensen kører motocross og går på Talentcenter Haderslev
Motocrossmaskiner kræver også reparation og vedligeholdelse. Har man ”teknisk snilde”, bliver sporten billigere i længden.
Foto: Privat

Han har ombygget en bil, så der både er værksted og plads til to crossere bag i samt plads til, at de to kan bo og overnatte i bilen, når de kører rundt i Europa til mesterskaber.

Far ved alt om pigeting

Både far og datter er enige om, at sporten har skabt et tæt bånd mellem de to.

- Vi får mange gode snakke, når vi kører rundt til løb, så det er far, der ved alt om pigeting og drenge. Det er kæmpestort, siger Bjørn Munk Sørensen.

Nicoline Sørensen kører motocross og går på Talentcenter Haderslev
Nicoline Sørensens far, Bjørn, kører med hende rundt til løb i hele Europa. Det har skabt et helt unikt bånd mellem de to.
Foto: Privat

Med de gode snakke, følger dog også sure miner og dårligt humør, når det ikke er gået som forventet på banen. Så kan det især være svært at balancere de mange roller.

- Jeg tager tit fri fra arbejde og bruger mange penge på hendes sport, og så bliver jeg frustreret, hvis hun ikke lige er helt seriøs, fortæller han og fortsætter:

- Nogle gange vil jeg gerne bare trøste, men jeg skal også have trænerkasketten på og samtidig være den hårde far, som husker hende på at lave lektier.

Nicolines løb

Nicoline Sørensen er blevet nummer tre til Danmarksmesterskaberne i 2021 og 2022 i pigeklassen.

I 2022 blev hun også jysk mester for både drenge og piger.

Hun er også udtaget af Yamaha til at køre bLUcRU superfinale i 2022. Det er kun de 40 bedste piger og drenge i Europa, der bliver udtaget til det, og der blev hun nummer 22. Samme år vandt hun C-cup for piger.

I år skal hun kæmpe ved EM og DM for damer.

Skole for talentfulde unge

Lektierne siger ikke Nicoline Sørensen noget som helst. De skal overstås, og selvom far Bjørn holder fast i, at man ikke kan køre motocross uden også at lave sine lektier, er det blevet nemmere for Nicoline Sørensen at være både skoleelev og sportstalent på samme tid.

quote

Alle forstår hinanden, så der er ikke et pres fra andre om at skulle til fest hver fredag

Nicoline Sørensen

Hun går nemlig ikke i en almindelig folkeskole længere. I stedet er hun tilknyttet Haderslev Talentcenter. Her går hun i en klasse med andre talentfulde unge, som alle får tilrettelagt undervisningen efter deres sport.

- Skole og sport skal gå hånd i hånd, så vores mission er at hjælpe de unge til at lykkes med deres talent, samtidig med de får en god uddannelse. Det er et sats, når de går efter at blive professionelle, og derfor hjælper vi dem til at turde satse, mens de opnår deres potentiale i skolen, fortæller Morten Nørby Poulsen, der er talentchef hos Talentcenter Haderslev.

Haderslevs unge talenter

Haderslev Kommune har arbejdet med talentudvikling siden 2007, hvor kommunen opnåede status som Team Danmark Elitekommune.

Samarbejdet med Team Danmark har betydet, at der er etableret en talentorganisation, TalentCenter Haderslev, som tilbyder et særligt tilrettelagt forløb for elever i 7.-9. klasse samt elever på ungdomsuddannelserne.

I Talentklasserne er tilknyttet en række supportfunktioner, der hjælper med alt omkring de unge talenters hverdag, såsom koordinering mellem skole, hjem og de unges virke, fysisk træning, fysioterapi, ernæringsvejledning, sportspsykologi og coaching.

Talentcenter Haderslev har syv talentlinjer: Drengefodbold, pigefodbold, håndbold, ishockey, multisport, svømning og skøjtning.

På nuværende tidspunkt er der tilknyttet 240 elever til Talentcenter Haderslev, hvoraf de 70 er tilflyttere fra andre steder af landet.

På skolen er koordinatorer tilknyttet alle elever. De hjælper med at få skole, sport og det sociale til at hænge sammen i de unges hverdag.

- Hvis en elev har dage, hvor de er væk fra skolen til konkurrencer, så hjælper vi med at få fulgt op på lektierne, forklarer Morten Nørby Poulsen og uddyber, at talentcenteret har tilknyttet alt fra diætister og fysioterapeuter til en sportspsykolog.

Nicoline Sørensen kører motocross og går på Talentcenter Haderslev
I år skal Nicoline Sørensen køre EM og DM for damer. Hendes helt store drøm er at blive sponsoreret og en dag dyste til verdensmesterskaberne.
Foto: Privat

Foruden at sikre sammenhæng i hverdagen giver Haderslev Talentcenter også Nicoline Sørensen en omgangskreds, der er lige så ambitiøs som hende selv. De er med på, at man skal springe alkoholen over og gå tidligt i seng for at restituere.

- Alle forstår hinanden, så der er ikke et pres fra andre om at skulle til fest hver fredag, siger Nicoline Sørensen og indrømmer, at hun trods alt er glad for de hensyn, som talentcenteret tager modsat den almindelige folkeskole.

Dog kan talentskolens tilbud ikke rokke ved hendes afhængighed. Skolen skal bare overstås, for adrenalinsuset og drømmen om at køre VM kalder.