54.000 bilister får ny udsigt - og kommune får 600 arbejdspladser

Torsdag begynder opførelsen af detailkæden Normals nye lager i Hedensted Kommune, der forventes at stå færdigbygget i efteråret 2022.

De omkring 54.000 bilister, der dagligt kører forbi Hedensted på E45, vil i efteråret 2022 blive mødt af et nyt syn.

Her vil et nyt og stort logistikcenter fylde i landskabet langs motorvejen med facade på ikke færre end 507 meter.

I slutningen af marts kunne Hedensted Kommune offentliggøre, at butikskæden Normal havde købt en 194.000 kvadratmeter stor grund på erhvervsarealet Kildeparken i Hedensted.

Torsdag formiddag blev de første spastik taget til, hvad der bliver til op mod 600 nye arbejdspladser i Hedensted, når detailkæden åbner et nyt lager og logistikcenter på 78.000 kvadratmeter. Heraf vil cirka 4.000 kvadratmeter være afsat til administration og kontor fordelt på tre plan.

Det første spadestik til det nye lager blev taget af Kennet Gregersen fra Base Erhverv, (t.v.), borgmester Kasper Glyngø (midten) og logistikdirektør i Normal Henrik Bøgelund (t.h).
Det første spadestik til det nye lager blev taget af Kennet Gregersen fra Base Erhverv, (t.v.), borgmester Kasper Glyngø (midten) og logistikdirektør i Normal Henrik Bøgelund (t.h).
Foto: Base Erhverv

For at sætte de mange kvadratmeter i perspektiv, kommer det nye lager til at bestå af seks identiske haller, være over 500 meter langt og 120 meter bredt svarende til et areal på størrelse med 13 fodboldbaner. 

Byrådet i Hedensted Kommune godkendte i marts salget af grunden til en pris på 23,9 millioner kroner.

- 194.000 m2 er et usædvanligt stort areal til én bygherre, og vi er både stolte over og glade for at kunne imødekomme Normals behov for så stort et areal, der samtidig har en usædvanlig god beliggenhed i forhold til både infrastruktur og rekruttering, sagde borgmester Kasper Glyngø i forbindelse med handlen.

Byggegrunden, hvor det nye logistikcenter skal ligge, er 194.000 kvadratmeter stort.
Byggegrunden, hvor det nye logistikcenter skal ligge, er 194.000 kvadratmeter stort.

Et grønt lager

Det kommende lager i Hedensted skal erstatte det nuværende Normal-lager i Horsens, som er tre gange mindre, end hvad det nye lager kommer til at kunne rumme.

Bygningen bliver bygget efter bæredygtige principper, som betyder, at der vil være parkeringsfaciliteter op mod 60.000 kvadratmeter med optimale forhold til el-biler og lastvogne. På taget af den store bygning vil der blive opført solceller, så bygningen er selvforsynende, hvad angår strøm i dagtimerne.

Sådan forventes hovedindgangen at se ud.
Sådan forventes hovedindgangen at se ud.
Foto: AK83 Arkitekter