Borgeroprør i Hedensted: Nye lægevalg skaber kaos

Fra klokken 10 tirsdag kunne borgere i Hedensted Kommune vælge ny læge - det skabte dog store problemer.

Tålmodigheden er ved at være brugt op hos Lene Bonde fra Hedensted. 

- Jeg har forsøgt at logge ind på hjemmesiden siden klokken 10, og sidder stadig her til aften og kæmper med at komme igennem. Det er simpelthen bare grotesk, at man skal sidde så længe. 

Siden i formiddag har Lene Bonde forsøgt at komme ind på den hjemmeside, hvor hun skal skifte læge. Hun er nemlig én af de 15.000 borgere, der for en uge siden har fået besked fra Region Midtjylland om, at hun skal skifte læge. 

Manglende lægekapacitet hos lægehus

Grundet manglende lægekapacitet hos Hedensted Lægehus har Region Midtjylland reduceret lægehusets patientantal. Derfor er alle patienter, der er tilknyttet Hedensted Lægehus, blevet smidt ud, og i dag klokken 10 blev der åbnet for, at patienterne efter først-til-mølle-princippet kunne vælge en ny læge. 

Men det er altså lettere sagt end gjort. 

Lene Bonde sad klar på hjemmesiden klokken 10, og efter flere timer, hvor hjemmesiden crashede gang på gang, kom hun klokken 13.30 igennem i systemet og kunne vælge læge til sig selv. Dog har hun siden forsøgt at komme igennem for sin søn, og det er klokken 19 her til aften stadig ikke lykkedes. 

- Det er enormt frustrerende, at man ikke kan komme igennem. Når der nu kun er et vis antal pladser til rådighed hos lægehuset, så det er jo om at komme ud over stepperne, hvis man gerne vil have den læge, man er vant til, siger Lene Bonde. 

Kaos hos borgerservice

Lene Bonde er langt fra den eneste, der har oplevet problemer med hjemmesiden. Det gjorde pensionisten Denny Rune også. 

Køen var lang uden for Hedensted Rådhus tirsdag eftermiddag.
Køen var lang uden for Hedensted Rådhus tirsdag eftermiddag.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

Efter at have siden og kæmpet med hjemmesiden fra klokken 10, besluttede Denny Rune sig for at køre ind på borgerservice i Hedensted. Også her var der kaos. 

- Min kone er meget utilfreds, fordi hun har en læge ude i lægehuset, som hun er utroligt glad for, og hun vil gerne have netop dén læge igen. Det kunne ikke lade sig gøre at komme igennem på hjemmesiden, så jeg tænkte, at nu forsøger jeg at køre herned til borgerservice og kan så konstatere, at der er en kæmpelang kø, siger Denny Rune. 

Pensionist Denny Rune er frustreret over ikke at kunne vælge ny læge.
Pensionist Denny Rune er frustreret over ikke at kunne vælge ny læge.
Foto: Jørgen Guldberg, TV SYD

At der skal være så meget bøvl med at vælge en ny læge er noget, der påvirker pensionisten.

- Jeg bliver sur, og jeg bliver ked af det. Det er noget svineri, siger Denny Rune tydeligt berørt af situationen. 

TV SYD har tidligere på dagen i timevis forsøgt at komme igennem til Hedensted Borgerservice - uden held.