Ny fortolkning af reglerne: Sukkersyge Bjarne mister erhvervskørekort og job

I mange år har 61-årige Bjarne Hansen arbejdet som buschauffør, uden at hans sygdom har været et problem. Nu har han fået afslag på at få sit kørekort fornyet. Både 3F og Diabetesforeningen kalder det helt urimeligt. De vil have sagen prøvet ved domstolen.

Når Bjarne Hansen finder sin kalender frem, er der en ganske bestemt dato, som han får øje på.

Den 25. juni har han sidste arbejdsdag som chauffør, og det gør ham både fortvivlet og ked af det.

- Jeg har det ad helvede til. Jeg tænker ikke på andet, når jeg har fri, siger Bjarne Hansen.

quote

Jeg har aldrig nogensinde haft insulinchok på grund af for lavt blodsukker.

Bjarne Hansen, chauffør og sukkersygepatient

Siden 1997 har Bjarne Hansen været type-1 diabetespatient. Det betyder, at han hvert tredje år skal have sit erhvervskørekort fornyet hos en læge. 

Det har hidtil ikke været noget problem, og det har indtil nu ikke forhindret ham i at passe sit job hos en lokal vognmand ved Vejle.

Men efter at vejledningen om helbredskrav til kørekort nu anbefaler, at der ikke udstedes kørekort til erhvervsmæssig personbefordring, kan han ikke længere få sit kørekort fornyet.

Vejledningen blev opdateret i 2017. Siden da har der stået i bekendtgørelsen, at der er særlige risici ved at lade type-1 diabetespatienter køre bus, hvorfor man ikke længere anbefaler, at den patientgruppe har erhvervskørekort.

Det har hidtil ikke været noget problem for Bjarne Hansen at få sit erhvervskørekort fornyet hos en læge. Men det har ændret sig.
Det har hidtil ikke været noget problem for Bjarne Hansen at få sit erhvervskørekort fornyet hos en læge. Men det har ændret sig.
Foto: Heidi Birgitte Ida Dalgaard Clemmesen, TV SYD

For Bjarne Hansen betyder det, at han nu ikke må være chauffør i en bus med plads til ni personer. 

Han må dog godt være chauffør for en bus med otte personer. Det kræver kun et almindligt kørekort, og det har han fået fornyet uden problemer.

-  Jeg har aldrig nogensinde haft insulinchok på grund af for lavt blodsukker. Jeg har også en måler på armen, hvor jeg hurtigt kan tjekke mit blodsukker på tre sekunder, fortæller Bjarne Hansen.

Han har sågar selv været på Sygehus Lillebælt i Kolding for at få en læge til at vurdere hans helbred.

Her skriver en overlæge, at Bjarne Hansen måler sit blodsukker otte-ti gange dagligt, og at de seneste målinger viser et meget tilfredsstillende niveau. 

Diabetesforening vil have vejledning ændret

Og det er ikke kun Bjarne Hansen, der mener, det er forkert, at han ikke kan få fornyet sit kørekort.

Diabetesforeningen mener, at personer med sygdommen generelt er underlagt helt urimeligt strenge regler for at erhverve og få fornyet sit kørekort.

Det gælder også Bjarne Hansen, der aldrig har haft problemer med at styre sin sygdom.

-  Bedre medicin og teknologi til at overvåge blodsukker har ændret det at have type 1-diabetes for mange, og de bør individuelt vurderes, før man automatisk forhindrer dem i at varetage visse jobs, siger Helle Vincens Blum, der er politisk konsulent i Diabetesforeningen.

Foreningen mener, at reglerne bør laves om, og at der skal laves mere individuelle afgørelser i sager om kørerkort. Her henviser de til andre lande, der behandler type 1- diabetespatienter anderledes. 

For eksempel er personer med type 1-diabetes ikke afskåret fra at blive kommerciel pilot i England, hvis man kan opfylde en særlig sikkerhedsprotokol, oplyser foreningen.

- Det er klart, at trafiksikkerhed vejer tungt, når man tildeler folk kørekort, men personer med diabetes er underlagt nogle unødigt strenge regler, der i nogle tilfælde simpelthen ikke giver mening, siger Helle Vincens Blum.

Bjarne Hansens fagforbund har rejst en sag, som skal behandles ved byretten senere på året.
Bjarne Hansens fagforbund har rejst en sag, som skal behandles ved byretten senere på året.
Foto: Heidi Birgitte Ida Dalgaard Clemmesen, TV SYD

Beror på vurdering

Det er altid politiet, der er træffer afgørelser om fornyelse af kørekort. 

Er der sundhedsmæssige problemstillinger i forbindelse med politiets behandling af en kørekortsag, vil politiet ofte spørge Styrelsen for Patientsikkerhed om de sundhedsmæssige problemstillinger kan have betydning for førerretten.

Det er Tilsyn og Rådgivning Syd i Kolding - en afdeling under Styrelsen for Patientsikkerhed - der har vurderet Bjarne Hansens sag. 

I en mail til TV SYD skriver Styrelsen:

"Styrelsen for Patientsikkerhed anbefaler som udgangspunkt, at der ikke udstedes kørekort til erhvervsmæssig buskørsel til personer med diabetes type 1, da der ved denne lidelse er en særlig risiko for at bevidsthedsniveauet pludseligt kan falde som følge af ændringer i blodsukkeret. Men anbefalingen vil altid bero på en konkret vurdering." 

TV SYD ville gerne have stillet Styrelsen for Patientsikkerhed en række opfølgende spørgsmål i henhold til Bjarne Hansens sag. Men de har ikke ønsket at stille op til interview i dag.

Fagforbund rejser sagen

Sagen med Bjarne Hansen har nu også fået fagforbundet 3F til at reagere.

Her bekræfter advokat Peter Sejersen, at fagforbundet har rejst en sag, som lige nu er indklaget til embedslægen, og som skal behandles ved byretten senere på året.

- Det er åbenlyst urimeligt. Det er en principiel sag, der skal prøves ved domstolene, fortæller Peter Sejersen.

Bjarne Hansen håber til det sidste, at det alligevel lykkes at få fornyet sit erhvervskørekort.

Ellers slutter mere end 40 år på arbejdsmarkedet formentlig den 25. juni.

-  Det har jeg det ikke godt med. Jeg er meget frustreret, og mit arbejde er vigtigt for mig, siger Bjarne Hansen.