Pårørende fandt 74-årig brændt ihjel på gulvet

Fredag eftermiddag blev en 74-årig mand fundet død i sin ældrebolig i Barrit mellem Vejle og Juelsminde.

En 74-årig mand blev fredag eftermiddag fundet død i sit hjem på Smedetoften i Barrit.

- Nogle pårørende fandt manden død på gulvet. Han var brændt, fortæller Mads Flansmose, vagtchef hos Sydøstjyllands Politi.

Politiet fik anmeldelsen kl 13.41 fredag, og indtil videre betragtes branden som dødsårsag.

- Branden var slukket, da de pårørende ankom. Branden er formentlig gået ud af sig selv, forklarer vagtchefen.

Sydøstjyllands Politi har afhørt forskellige vidner, og på nuværende tidspunkt tyder intet på, at der er sket en forbrydelse.

Yderligere efterforskning skal klarlægge de egentlige omstændigheder ved branden.

Alle pårørende til den afdøde er underrettet.