Politiker: - Regler er nødvendige for at sikre os mod fri indvandring

Udlændingenævnet er lige nu i gang med at behandle en klage fra den kinesiske familie, som er blevet udvist, fordi manden tjente lidt for lidt. Selvom det kan være barskt, er regler nødvendige, mener formand for Folketingets Udlændinge- og Integrationsudvalg.

Socialdemokratiske Christian Rabjerg Madsen er formand for Udlændinge- og og integrationsudvalget på Christiansborg, og spørger man ham, så er regler for udenlandsk arbejdskraft nødvendige for at sikre landet mod fri indvandring - også selvom de nogle gange rammer hårdt i familier, der 'falder lige under grænsen' for en regel.

- Hvis man vil have et system, hvor man har regler, så vil der være nogle grænser, og der vil altid være nogle mennesker, der falder over og eller falder under disse grænser. Og for de her grænsetilfælde, vil det altid være muligt at finde en række sager, hvor det ser urimeligt ud, men alternativet er, at vi ingen regler har, og dermed mulighed for fri indvandring, og det er ikke en verden, jeg har lyst til at leve i, understreger Christian Rabjerg Madsen.

Hans udtalelse kommer på baggrund af sagen om det kinesiske ægtepar Jieyu Zhou og Keqin Song, som har boet i Danmark i næsten ti år, men som står til en udvisning inden månedens udløb, selvom de begge har fast arbejde og tjener over minimumsbeløbsgrænsen, der er fastsat for udlændinge i Danmark.

Keqin Song og Jieyu Zhou står til at blive udvist senest 1. marts.
Keqin Song og Jieyu Zhou står til at blive udvist senest 1. marts.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD

Men parret kom i klemme, da de i oktober 2021 søgte om forlængelse af deres opholdstilladelse, og i den forbindelse kigger Styrelsen for International Rekruttering og Integration på det beløb, de hver især har tjent de seneste 12 måneder op til.

Beløbet skal være 309.380 kroner. Men fordi Jieyu Zhou har tjent 360.000, og hendes mand kun 290.043 kroner på grund af fyring under coronanedlukningen, kan deres opholdstilladelse ikke forlænges, fordi Keqin Song mangler at tjene cirka 20.000 kroner på et år for at opfylde kravet for ophold i Danmark. 

Hans kone derimod, Jieyu Zhou, har tjent så mange penge, der sammen med sin mands løn lever op til et minimumslønkrav på , men ifølge lovgivningen skal pengene tjenes hver især.

- Regler skal overholdes

Selvom det virker paradoksalt - især taget i betragtning af, at ægteparret har fast arbejde, og Jieyu Zhous løn igen når over den fastsatte minimumsgrænse - så rokker det ikke ved, at  reglerne skal overholdes, mener formanden for Udlændinge- og Integrationsudvalget på Christiansborg.

- Regler er, som de er, og der er altid en grænseværdi et sted, og det er nødvendigt, at man er opmærksom på de her regler, for der er altid nogle, der vil falde under, selvom det er ulykkeligt og barskt for den enkelte, siger Christian Rabjerg Madsen.

Udlændingenævnet er lige nu i gang med at behandle en klage fra familien, der kan betyde at familien får lov til at få forlænget deres opholdstilladelse.

Og det er helt efter bogen, hvis man spørger folketingspolitikeren.

- Reglerne er fornuftige og klare, og hvis man er utilfreds med en afgørelse, så har man  muligheden for at klage, og det kan jeg forstå, at familien har gjort.