Video-afsløringer får kommune til at melde skrot-tyverier til politiet

Overvågningskameraer på genbrugsplads har afsløret omfattende og organiseret tyveri af skrot. Nu er Hedensted Kommune gået til politiet med video og anmeldelser.

Efter længere tids problemer med tyveri på Hedensted Kommunes genbrugspladser har kommunen anmeldt flere formodede tyve til politiet. 

Tyvene går efter metaller, elektronik og batterier. Materialer, som tyvene kan sælge til genbrug for gode penge.

Ved hjælp af nyligt installerede overvågningskameraer har Hedensted Kommune nu fået kik på flere af de formodede tyve. Det er kameraerne på Remmerslund genbrugsplads ved Hedensted, der har registreret en række mistænkelige aktiviteter.

- Vi fik kameraerne sat op, da vi i efteråret indførte døgnåbning på genbrugspladsen. På billederne har vi så siden konstateret, at der sker tyverier. Det sker både, når der er personale på pladsen og også, når der kun er selvbetjeningsåbent, siger Morten Christensen, leder af Hedensted Kommunes Bygge- & Erhvervsservice, til TV SYD. 

quote

Ud fra optagelserne på vores overvågnings-kameraer har vi mistanke om tyveri, der peger på omfangsrigt og organiseret kriminalitet.

Morten Christensen, leder af Hedensted Kommunes Bygge- & Erhvervsservice

Tyverierne er nu anmeldt til Sydøstjyllands Politi, som også har fået overdraget optagelserne fra kameraerne.

- Ud fra optagelserne på vores overvågningskameraer har vi mistanke om tyveri, der peger på omfangsrigt og organiseret kriminalitet. Med politianmeldelsen håber vi at have taget endnu et skridt mod en løsning af de store problemer, vi har med tyveri fra vores genbrugspladser. Ud over at have fået fat i flere af de formodede tyve, håber vi naturligvis på en afskrækkende effekt blandt andre, der stjæler af kommunens skrot – og dermed i sidste ende borgernes penge siger Morten Christensen.