33 kvinder slog verdensrekord på under 24 timer

33 kvinder forsøgte i 24 timer at slå verdensrekorden i indendørs roning samtidig med, at de samlede penge ind til udsatte børn.

Timingen skulle være præcis, så romaskinen ikke stod stille. 

Det er, hvad en gruppe kvinder fra Horsens de seneste 24 timer har tænkt meget på. De forsøgte lørdag den 6. november og 24 timer frem at slå en verdensrekord.

Verdensrekorden i indendørs roning. 

Det gjorde de for at samle penge ind til organisationen Broen Horsens, som hjælper udsatte børn med at kunne dyrke fritidsaktiviteter. En af de 33 kvinder, som forsøgte sig med verdensrekorden var Pernille Vagner Rasmussen. 

- Det handler bare om virkelig at trække alt, man kan i benene og så glæde sig til, at der er en anden, som tager over, sagde hun lørdag. 

Pernille Vagner Rasmussen er en af de 33 kvinder. Hun er glad for at være en del af projektet.
Pernille Vagner Rasmussen er en af de 33 kvinder. Hun er glad for at være en del af projektet.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Fordelt på seks forskellige hold skulle kvinderne forsøge at ro sig til en ny verdensrekord, samtidig med at de for hver roet kilometer samlede penge ind. Tiden op til forsøget har dog ikke været nem, fortæller hun. 

- Vi har brugt flere måneder på at træne op til det, da det er et ret vildt og stort projekt. Det gode formål er noget, der holder os kørende i de 24 timer. Jo flere kilometer vi roer, jo flere penge bliver der doneret, sagde hun og uddybede:

- Der er jo en dybere mening med det hele. Vi roer ikke bare for sjov eller for vores egen skyld, men vi roer for at samle penge ind til børn, der ellers ikke har råd til at gå til deres sportsgren, sagde hun.

En af dem, som er glade for pengene, er formand for Broen Horsens, Gitte Holgaard.

- Pengene er jo med til at gøre, at vi kan hjælpe flere børn, og det har vi brug for. Broen Horsens har toppet med flere børn end nogensinde. Vi har næsten 700 børn, og vi er vant til at have 550. Så det er mange børn, og hver en krone kan vi bruge, så det er dejligt, sagde hun.

Verdensrekorden, som kvinderne skulle slå, lød på 335,8 kilometer.
Verdensrekorden, som kvinderne skulle slå, lød på 335,8 kilometer.
Foto: Anne Bolding, TV SYD

Selvtilliden fejler ingenting

TV SYD snakkede med Pernille Vagner Rasmussen lørdag eftermiddag, inden hun vidste, om rekorden kom i hus. Her fejlede selvtilliden ikke noget. 

- Først og fremmest er det et socialt projekt. Det er for, at vi kan lave noget hyggeligt og sjovt sammen og sekundært for at slå den her verdensrekord, som vi er rimeligt sikre på, at vi nok skal slå, sagde hun med et stort smil.

Søndag snakkede TV SYD med Steen Grand Jensen, som er medejer af Toolbox CF i Horsens. Det er dem, som har dannet de fysiske rammer for forsøget. Han oplyser, at kvinderne slog rekorden efter 19 timer og fire minuter og indsamlede 75.000 kroner. 

I alt nåde de 33 kvinder at ro 422,5 kilometer. Det er 86,7 kilometer mere end den forhenværende verdensrekord på 335,8 kilometer.

- Det, vi har i Toolbox FC, handler om community (fællesskab, red.), og det har kvinderne vist. Holdånden har båret dem igennem, og de har løftet hinanden igennem det, siger han. 

Derudover fortæller Steen Grand Jensen, at kvinderne havde overgået alle deres forventninger, og alt hvad de troede og havde regnet med. 

Efter et lille døgns tid med roning regner han med, at de fleste nok tager sig en velfortjent hviledag søndag og mandag.