By har fundet en måde at spare på varmen - alligevel har borgere modtaget en varmecheck

I Brædstrup er der uddelt varmecheck, selvom borgerne ikke har brug for det. Varmeregningen er nemlig kun steget meget lidt i området.

I august har 68.629 syd- og sønderjyske husstande modtaget en varmecheck, der skal hjælpe med stigende priser på varme. 

Men flere borgere har modtaget checken uden behov for den økonomiske støtte,

Det gælder blandt andet i Brædstrup hvor stribevis af borgere har modtaget varmechecken, selvom de ikke har oplevet stærkt stigende priser.

- Min første tanke var, at det ikke kunne være rigtigt, siger Preben Ammitzbøl, der er pensionist og bor i Brædstrup, til TV 2.

Han har modtaget en varmecheck på 6.000 kroner, men det føler han ikke behov for.

- Prisen har svinget en lille smule, men ikke ret meget, siger han.

65 procent på gas

Checken er ment som en hjælp til dem, der er hårdest ramt af prisstigningerne på varme i vinteren 2021-2022.

For at modtage checken skal boligen være registreret i BBR per 1. januar 2022 med enten naturgas, fjernvarme med høj gas- og/eller elandel eller elektricitet som varmekilde.

På papiret får 65 procent af Preben Ammitzbøls nabolag varme fra gas. Men sådan forholder det sig ikke helt.

Brædstrup Fjernvarme modtager billig strøm fra Tyskland eller aftager el fra verdensmarkedet.
Brædstrup Fjernvarme modtager billig strøm fra Tyskland eller aftager el fra verdensmarkedet.
Foto: Frederikke Smed Mikkelsen, TV 2

Brædstrup Fjernvarme producerer deres varme på kombination af gas og el. Men varmeværket modtager billig strøm fra Tyskland eller aftager el fra verdensmarkedet, når der er strøm i overskud. 

Derfor er varmeregningen kun steget med 11 procent i Brædstrup og ikke så voldsomt som i andre dele af landet.

- Det er det, der har været årsag til den billige varmepris, siger Jørgen Korshøj, der er bestyrelsesformand i Brædstrup Fjernvarme.

Hvem har fået varmecheck?

Der er afsat 2,5 mia. kr. i støtte til dem, der er hårdest ramt af de høje prisstigninger på varme i vinteren 2021-2022.

Varmechecken er et skattefrit engangsbeløb på 6.000 kr.

For at kunne modtage den statslige tilskud på 6.000 kroner skal en husstand lever op til følgende:

Din bolig skal pr. 1. januar 2022 være registreret i BBR med en af disse tre varmekilder:

Naturgas

Fjernvarme med høj gas- og/eller elandel

Elektricitet (Det kan eksempelvis være varmepumper som primær varmekilde samt et elforbrug på over 1.500 kWh i december 2021)

Din husstands samlede indkomst i 2020 må ikke være over 650.000 kr. (706.000 kr. før arbejdsmarkedsbidrag).

Kilde: Varmecheck.dk

Tur i sommerhus

Selvom Preben Ammitzbøl ikke har brug for varmechecken, så må han beholde dem, for loven foreskriver, at myndighedsfejl med beløb på maksimalt 6.000 kroner ikke skal tilbagebetales.

Ifølge Klima-, energi- og forsyningsminister, Dan Jørgensen (S), vil det tage alt for lang tid at lave individuelle vurderinger.

Når der kommer en check på under 6.000 kroner fra myndighederne, siger loven, at man må beholde dem.
Når der kommer en check på under 6.000 kroner fra myndighederne, siger loven, at man må beholde dem.
Foto: Frederikke Smed Mikkelsen, TV 2

- Vi vil selvfølgelig allerhelst have en ordning, hvor ingen fik penge, hvis det ikke manglede dem. Men når vi betaler til over 400.000 danskere, der har brug for de her penge, så må vi leve med, at ingen systemer er perfekte, og der vil være enkelte fejl, siger ministeren til TV 2.

Derfor må Preben Ammitzbøl finde noget at bruge pengene på.

- Det kunne godt være, jeg tog en tur i sommerhus med børn og børnebørn, smiler han.