To personbiler i frontalt sammenstød spærrede vej

To personbiler involveret i et færdselsuheld ved Merringvej vest for Horsens spærrede vejen.

Der skete tirsdag morgen et færdselsuheld på rute 30 - Vestvejen ved Merringvej vest for Horsens.

Sydøstjyllands Politi fik meldingen klokken 06.45.

To personbiler kørte frontalt sammen, og vejen blev spærret i timevis på grund af oprydningsarbejde.

Sydøstjyllands Politi oplyser til TV SYD, at flere patruljer og en indsatsleder var på stedet.

- Der er sket et frontalt sammenstød mellem to personbiler. En person er kørt på sygehuset, siger vagtchefen hos Sydøstjyllands Politi, Halfdan Kramer.

Klokken 8.55 åbnede vejen igen.

To dræbt for nylig

For godt en uge siden skete der en ulykke på samme strækning kun 2,5 kilometer længere mod øst på Vestvejen, hvor to mænd mistede livet i et frontalt sammenstød.

Fredag den 24. april kort efter klokken 6 om morgenen stødte to modkørende biler frontalt sammen på Vestvejen ud for tilkørslen til motorvej E45 ved Horsens S nær Eriknauer.

Den ene bil med tre udenlandske mænd kom over i den modsatte kørebane og ramte en modkørende bil med en 45-årig dansk mand fra Horsens.

En 26-årig udenlandsk mand med bopæl i Horsens afgik natten efter ulykken ved døden, mens en 22-årig mand blev dræbt på stedet.