Halloweenslik for 33.000 kroner: Lokale indsamlede for børnene i Egebjerg

Lokale fik på to dage indsamlet 33.000 kroner til halloweenslik til børnene i Egebjerg, som blev uddelt fredag.

Sidste dag i oktober plejer små monstre og zombier at banke på døren og forlange slik eller ballade. Halloween er dagen, hvor børn stemmer dørklokker for at få nogle søde sager, men i år sætter corona en stopper for løjerne.

quote

Jeg sad sammen med min nabo i søndags og snakkede om, at det var ærgerligt, at ungerne ikke kunne få lov til at gå halloween i år.

Jesper Sander Sørensen, indehaver af Madbixen i Egebjerg.

Derfor har to lokale erhvervsdrivende i Egebjerg uden for Horsens valgt at lave indsamlingen for børnene i stedet. 

- Jeg sad sammen med min nabo i søndags og snakkede om, at det var ærgerligt, at ungerne ikke kunne få lov til at gå halloween i år. Og så tænkte vi på, om man ikke kunne lave en indsamling i stedet, og så gik det pludselig stærkt, siger Jesper Sander Sørensen, der er kok i og indehaver af Madbixen i Egebjerg. 

Helt uden udklædning lykkedes det de to naboer på kun to dage at indsamle 33.000 kroner fra virksomhederne i byen med knap 3000 indbyggere. Og dét var en overraskelse. 

- Jeg troede slet ikke, vi havde så mange virksomheder her i Egebjerg. Det viste sig at være over 45 virksomheder, fandt jeg ud af efter, vi var gået i gang, siger Jesper Sander Sørensen. 

Det betyder noget, at lokalsamfundet står sammen

Pengene gik til guf til ungerne, og det tog hele fem timer og ekstra frivillige at få pakket de 650 poser med slik, som blev delt ud på Egebjergskolen fredag - efter eleverne havde haft frokostpause. 

quote

Det betyder specielt meget for eleverne, at der er nogen, der faktisk tænker på dem.

Mads Christensen, elev i 9. B på Egebjergskolen.

- Jeg synes, det er noget af det, der viser, hvad et lokalsamfund kan, når man står sammen. Der er en sammenhængskraft og en vilje til at støtte børnene i en tid, som ellers er lidt svær, siger Karen Schmidt Poulse, der er skoleleder på Egebjergskolen.

I poserne var der både chokolademuffins, madariner, vingummier, nødder og langt mere. Og det betyder noget, at der bliver tænkt på børenen. 

- Det betyder specielt meget for eleverne, at der er nogen, der faktisk tænker på dem. Nu har vi været hjemsendt i hele foråret, og det gør noget, at nogen gider at samle så meget ind til dem, siger Mads Christensen, der går i 9. B på Egebjergskolen, og er formand for elevrådet.

Det har også betydet meget for arrangørerne, at få mange har været med til at hjælpe børnen. 

- Alle virksomhederne og alle de frivillige, der var med til at pakke, skal have et stort tak, for det betyder så meget for børnene,  siger Jesper Sander Sørensen.