Hattedame har 133 hatte - her er hendes tre fif til at finde den rigtige hat

For 31. gang er der landstræf for landets 110 hattedamer. Blandt deltagerne er Winni Abildgaard, der har båret hat siden 1986.

133.

Det er antallet af hatte, Winni Abildgaard, der er formand for hatteklubben "Så hatten passer", har i sit hjem i Horsens. Hun er nemlig en vaskeægte hattedame.

- Jeg startede i 1986, og jeg har ikke taget min hat af siden, siger hun.

Lørdag mødes hun med cirka 110 andre hattedamer fra hele landet i Tønder til landstræf, hvor hatte kommer i fokus med optog, taler, musik og godt humør. 

quote

Tager jeg hatten af, så føler jeg mig helt nøgen, som om jeg har glemt noget tøj

Winni Abildgaard, hattedame

Og for Winni Abildgaard er en hat ikke bare en hat. Det er en livsstil.

Den rigtige hat

Tilbage i 1700-tallet gik kvinder med hat som et tegn på rigdom, hvor man særligt gik med hattetypen "begere", også kaldet hyrdehat, som er en bredskygget hat lavet af halm. 

Århundredet efter blev det moderne at gå med den engelske motorhjelm, eller Bonnet du Jour, som både malkepiger og jomfruer bar. 

Efter anden verdenskrig var der flere, der stoppede med at gå med hat, og i mange år var det ikke helt så normalt at se særligt mænd iført hat, mens kvinder stadig i ny og næ bar hovedbeklædning. Efter årtusindskiftet bærer de fleste kun hatte i form af huer om vinteren og en kasket om sommeren.

Winni Abildgaards mormor bar altid hat, husker hun, og det er gået i arv. Hun køber hatte i udlandet, opbevarer dem i særlige rum og hatteæsker i hele huset. 

- Tager jeg hatten af, så føler jeg mig helt nøgen, som om jeg har glemt noget tøj, siger hun. 

Yndlingshatten er sort med en pæn skygge, forklarer hun. Men det er en kunst at finde den helt rigtige hat.

Winni Abildgaards tre fif til den rigtige hat

1. Lad være med at kigge i spejlet, når du prøver en hat.

2. Mærk efter, hvordan hatten sidder på hovedet. 

3. Match hatten til dit tøj - ligesom hvis du tog et smykke på, så kommer hatten til at sidde godt.

Dronningen gav medicin

Ved siden af titlen som landsformand for de danske hatteklubber, arbejder hun som sygeplejerske og har gjort det i 48 år, langt de fleste iført hat.

Da hun på et tidspunkt arbejdede i Aarhus som ledende sygeplejerske, var der pludselig hastebud efter hende, da en patient nægtede at tage sin medicin.

- Hun ville kun tage sin medicin, hvis hun fik den af dronningen. Og så pegede hun på mig, for hun mente helt bestemt, at jeg måtte være dronningen, griner hun og fortsætter:

- Så jeg sagde til hende, at det var meget vigtigt at tage sin medicin altid, og at man skulle høre, hvad dronningen sagde.

Winni Abildgaard er blevet genkendt på rejser, bliver peget ud på gaden og møder både positive og lidt mere vrede tilkendegivelser fra folk på gaden.

- Der var engang en dame, der sagde: "Du tror rigtig, du er noget med din hat." Så jeg så bare på hende og sagde: "Du har fuldstændig ret i, at jeg er nogen. Jeg er mig", husker hun om episoden.

Hun glæder sig til at mødes med alle hattedamerne i Tønder, hvor hun skal være med til at udbrede hatteklubbens formål:

- Det er byens forskønnelse og hattens fremme. Det giver liv. Og så får vi ikke solstik med hattene på, griner hun.

Hattetræf i Tønder

Klokken 11.00: Deltagere mødes ved Tønderhallerne og går i optog til Torvet gennem gågaden. 

Klokken 11.30: Borgmester Jørgen Popp Petersen byder officielt velkommen på rådhuset, hvor han tager imod hattedamerne.

Efter velkomsten samles alle hattedamer på Hotel Tønderhus og spiser frokost sammen. 

Tønder Brassband spiller og går i spidsen i optoget, hvor man kan få et nærmere blik på de smukke og fantasifulde hatte.