Her vil mange bygge og bo

Igen i år inviterer Horsens Bygger til en byggeudstilling i påsken, hvor mange besøgende kommer og henter inspiration.

- Det er jo en tradition. Det er 6. år i træk, at vi holder åbent hus i Horsens.

Sådan siger Alex Mandrup Paulsen, der er ejendomsmægler i Horsens. I påskedagene inviterer Horsens Bygger til åbent hus i Horsens. 

Her kan man ved udstillingen i år få lov til at hente inspiration fra syv forskellige udstillingshuse fra syv forskellige byggefirmaer. Og den mulighed benytter mange sig af. 

- Selvom vejret var skidt, havde vi skærtorsdag 5-600 besøgende, og det kan jo også være positivt, at vejret ikke var til andet end at gå indenfor og kigge på bolig, siger Alex Mandrup Paulsen.

quote

Selvom vejret var skidt, havde vi skærtorsdag 5-600 besøgende.

Alex Mandrup Paulsen, ejendomsmægler, Horsens

Horsens tiltrækker 
Det lyder af mange besøgende, men faktisk er Skærtorsdag og Langfredag de to dage, hvor udstillingen trækker færrest besøgende. 

- Søndag og mandag er de dage, hvor der kommer flest mennesker, siger han. 

Horsens er nemlig en populær by blandt mange. I 2017 blev der solgt ca. 270 kommunale og private grunde i Horsens Kommune, og hvorfor er så mange vilde med Horsens? 

Det har ejendomsmægleren et bud på. 

- For det første har vi gode tider lige nu, rent konjunkturmæssigt. Men så er Horsens også en bygge-by. Mange byggefirmaer er etableret i Horsens, og så er der et godt udbud af byggegrunde i hele kommunen.