Koncerter med Niels Hausgaard og Bryan Adams flyttes til maj

Nu er fundet nye datoer til fire koncerter i Horsens med Bryan Adams og Niels Hausgaard.

Regeringens anbefaling om at aflyse eller udskyde alle arrangementer med mere end 1.000 mennesker i hele marts betød aflysninger af fire udsolgte koncerter med Bryan Adams og Niels Hausgaard i Forum Horsens.

Nu har arrangøren Horsens & Friends fået fastsat nye datoer.

Det betyder, at de to koncerter med Bryan Adams flyttes fra 18. og 19. marts til 18. og 19. maj.

De to Niels Hausgaard-shows flyttes fra den 20. og 21. marts til 28. og 29. maj.

De allerede købte billetter vil automatisk gælde til de nye shows. Er man forhindret i at bruge sin billet på den nye dato, kan billetten refunderes via Ticketmaster.

I går blev det offentliggjort, at Vejle Musikteater havde flyttet sin Bryan Adams-koncert i Spektrum Arena fredag den 20. marts til lørdag den 16. maj.