Låsby-Svendsen dømt for trusler mod pantefoged i Horsens

Den 80-årige omstridte handelsmand Jens Peter Svendsen har fået 20 dages fængsel for at ringe til skat og true med at skyde foged og sig selv.

- Så kan det også være lige meget, så tager jeg et gevær og tager ned og skyder fogeden og bagefter mig selv.
Sådan sagde den 80-årige omstridte forretningsmand Låsby-Svendsen sidste år 19. januar, da han ringede til det lokale skattekontor i forbindelse med en konkurssag. Ifølge Skat skylder Låsby-Svendsen statskassen 43 mio. kr.

B.T. kan i dag fortælle, at Jens Peter Svendsen - som den jyske hestehandler og udlejer af ejendomme til bl.a. bordeldrift - hedder ifølge dåbsattesten, i november blev idømt 20 dages betinget fængsel for dødstrusler mod en pantefoged og flere andre skattemedarbejdere ved Horsens Byret. En sag som han nu har anket.
Truslerne blev indtelefoneret fra Låsby-Svendsen henholdsvis klokken 8.25 og 9.30 om morgenen fremgår det af dommen, hvor man også kan se, at Låsby-Svendsen også når at kalde en fuldmægtig hos Skat i Århus for »luder«.
- Vi taler her om en sag om en ældre mand, der er desperat, fordi vi er ved at tage hans livsværk fra ham. Man kan jo godt have en forståelse for, at han bliver aggressiv. Men kæden hoppede helt af, og han kom med trusler om, at han ville skyde ansatte. Og det kan vi overhovedet ikke acceptere,« siger Kristian Jørgensen, der er afdelingsleder hos Skat, på vegne af de to truede medarbejdere - en mand og en kvinde - til B.T.
 

B.T. har fået fat i sagen efter, at en 28-årig mand onsdag stak den 56-årige Birthe Christiansen fra Holstebro på vej til sit arbejde.
Selve dødstruslen fra Låsby-Svendsen om at blive skudt bliver rettet mod en mandlig foged, der har arbejdet for Skat i over 20 år.
Truslerne har haft psykiske konsekvenser for de ansatte. Den kvindelige ansatte på skattekontoret, der modtager den ene trussel, får efterfølgende psykologbehandling af Skat.
 

Den kvindelige medarbejder havde i to år inden truslerne ifølge dommen arbejdet med Låsby-Svendsen i Skats afdeling for økonomisk kriminalitet. Skat har nemlig aldrig modtaget et regnskab fra Låsby-Svendsen, selv om han har været selvstændig, siden han var 22 og har ikke set en selvangivelse i adskillige år.
Det er i øvrigt ikke første gang, at Låsby-Svendsen bliver dømt for trusler. I 2003 fik han ti dagbøder af 200 kr. for voldstrusler mod Anne-Mette Iversen fra Hesteinternatet. Truslerne kom, da hun påpegede dyreplageri hos hestehandlere på dyremarkeder.
Låsby-Svendsen, der er født Jens Peter, vil ikke fortælle om sin dom for dødstrusler, da B.T. i går kontaktede ham.
- I er jo ligeglade og skriver, hvad I vil, så jeg kan ikke se nogen grund til at svare, siger Låsby-Svendsen til B.T.