På de mest travle dage er der risiko for kø og trafikuheld på genbrugspladsen

Genbrugspladsen i Horsens forventer, at der kommer over 2500 besøgende på denne lørdag midt i påsken. Når der er mest travlt, holder bilerne i tre rækker. Derfor sker der af og til mindre trafikuheld på pladsen.

Lørdag klokken 9.00 strømmede det ind med biler på genbrugspladsen i Horsens. 

En ny analyse fra Dansk Affaldsforening viser, at pladsen er den allermest besøgte genbrugsplads i hele landet. Det betyder, at det gælder om at være ekstra vågen bilist.

- Der kan holde op til tre rækker med biler her, og så er der en enkelt bane, hvor bilerne kan køre på, og der sker af og til færdselsuheld herude, fortæller specialarbejder Boris Refsgaard til TV SYD.

Genbrugspladsen i Horsens regner med over 2500 besøgende i dag.
Genbrugspladsen i Horsens regner med over 2500 besøgende i dag.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD

Næsten en halv million besøg

I 2017 blev der registreret 447.640 besøg på pladsen, og Boris Refsgaard kan godt nikke genkendende til, at der kommer rigtig mange besøgende.

- Der er run på nogen gange. Det er fantastisk, at folk er åbne overfor at sortere affald i Horsens Kommune, siger Boris Refsgaard

En af de borgere der i dag besøgte genbrugspladsen, var Danny Sørensen fra Horsens. Han roser pladsen, selvom der kan være kø ved affaldscontainerne.

- Det er dejlig flisebelagt, så hvis man kan sige, det er et dejligt sted at komme, så er det det, siger han til TV SYD.

Så er Danny Sørensens trailer tømt. Det er en god fornemmelse.
Så er Danny Sørensens trailer tømt. Det er en god fornemmelse.
Foto: Nicolai Reinhold, TV SYD