Restauranter savner ung arbejdskraft

Lige nu er der masser af ledige jobs på restauranter og barer. Hvor er de unge? Her er et svar fra en adfærdsforsker.

Lige nu er unge medarbejdere lidt af en drøm i hotel- og restaurationsbranchen.

De restauranter og hoteller, som TV SYD har talt med, er alle parate til at ansætte serveringspersonale og ungarbejdere her og nu, men der er ingen.

Restaurant og bar Corfitz i Horsens er klar til at ansætte mellem otte og ti unge mennesker, men de kan ingen få.

- Vi er udfordret lige nu. Efter Danmarks genåbning i april har vi ikke fået de ansøgninger, vi plejer at få. Vores personale er overbebyrdet, siger indehaver Anders Pilgaard.

Hotel Vejle Fjord fortæller, at de har 12-14 ledige job her og nu, Hotel Koldingfjord har fire, og i hele sidste uge måtte restaurant Rafaels i Kolding holde lukket, fordi de manglede personale.

På Jørgensens Hotel i Horsens fortæller restaurantchef Emil Kehlet, at de nogle aftener har været så underbemandede, at de måtte fjerne en del af bordene, fordi de ikke havde personale til at betjene dem.

- Det er nyt, at vi ikke kan skaffe unge mennesker til blandt andet at servere.

For nogle år siden fik vi hundrede ansøgninger til to stillinger, i dag får vi nærmest én pr. stilling.

De unge er væk

Hverken Horesta, som er organisation for hoteller og restauranter, eller fagbevægelsen har endnu tal, som dokumenterer den aktuelle mangel på unge medarbejdere i restaurationsbranchen, men følgende udsagn fra Anders Pilgaard på restaurant og bar Corfitz i Horsens kan rumme en forklaring:

- Da vi genåbnede i april, sagde de unge til os, at de gerne vil søge et job hos os igen til august eller september.

quote

Og desuden sætter staten jo SU ind på deres konto, så hvad er problemet?

Pelle Guldborg Hansen, adfærdsforsker, Roskilde Universitet

Det ligger helt i tråd med det, som adfærdsforsker, ph.d. Pelle Guldborg Hansen fra Roskilde Universitet, ser i tiden:

- For første gang kan vi nu rejse igen. De unge har måske tjent de penge, de har brug for lige nu. Normalt vil mange af dem være på Roskilde Festival, nu rejser de ud i stedet.

De kommer hjem igen

- Når de kommer hjem igen, og studierne begynder til august, september, søger de sikkert igen et studiejob. De har jo ikke faste udgifter, som voksne har. De er unge med en voksens rettigheder, men med et barns ansvar.

- Og desuden sætter staten jo SU ind på deres konto, så hvad er problemet? Det er i alle fald ikke deres, siger Pelle Guldborg Hansen retorisk og ligger dermed helt på linje med dette udsagn fra 21-årige Emilia Baltzer, sommertjener på Jørgensens Hotel i Horsens: 

- Lige nu vil mange som mig selv prøve at leve lidt coronafrit. De er ude at rejse. De venter med at tage et job til august, september. Men de skal nok komme tilbage. Når de starter på deres studie, vil de også have et studiejob, siger hun.

Restaurationer i Syd- og Sønderjylland mangler unge medarbejdere.
Restaurationer i Syd- og Sønderjylland mangler unge medarbejdere.