Venter fyringer efter avis-fusion

En halv snes redaktionelle medarbejder på Horsens Folkeblad og Vejle Amts Folkeblad risikerer at få en fyreseddel inden nytår. Det skriver journalisten.dk.

De to lokal-aivser fusionerede i sommer til Jyske Medier. Og netop fusionen er baggrund for, at der kan ske afskedigelser.

Lokalredaktioner flyttet sammen

Målet med fusionen var netop at opnå fordele ved samdrift. Bl.a. avisernes lokalredaktioner i Hedensted er allerede blevet lagt sammen.

De to aviser vil også i nær fremtid indføre en fællessektion med stof fra ind- og udland. Og medarbejderne er klar over, at fusionen kan betyde fyringer.

- Man fusionerer jo ikke for sjov, siger tillidsmand på Horsens Folkeblad, Hans Hønborg, til journalisten.dk.

Ifølge tillidsmanden har medarbejderne fremlagt forslag til nye indtjeningsmuligheder, som han håber kan reducere antallet af fyringer.

Million-underskud

En gennemgang af regionalavisernes 2010-regnskaber, herunder Vejle Amts Folkeblad, viste, at avisen igen sidste år fik et underskud efter skat på over tre mio. kr. Også Horsens Folkeblad havde et hårdt 2010, hvor et plus på cirka 2,5 mio. kr. i 2009 blev vendt til et underskud på over fem mio. kr. Det var det dårligste resultat blandt de regionale mediehuse, der indgik i gennemgangen.