24-årig købte sin mors firma og har vigtigt budskab til andre kvinder

Færre kvinder end mænd er selvstændige erhvervsdrivende, og det er en skam, mener 24-årige Sofia Sig fra Kolding, der er direktør i eget firma.

I Sofia Sigs familie løber der selvstændigt blod i årene.

Hendes mormor og morfar var selvstændige, og det er begge hendes forældre også. I en årrække havde hendes mor et firma, som opkøbte håndlavet brugskunst fra hele verden og solgte det i Danmark.

- Jeg kan huske som barn, at min mor havde mange sjove ting med hjem fra alle mulige lande; bambusskåle, håndmalede kokosnødder og klipklapper i bambus, der var elendige at gå i, siger Sofia Sig.

Med familiens iværksætterånd i sig tøvede Sofia Sig ikke det mindste, da hun sidste år fik mulighed for at købe netop dét firma, Pure Culture, tilbage som hendes mor startede men solgte videre i 2009.

- Jeg har altid vidst, at jeg ville være selvstændig. Ikke nødvendigvis, hvad det skulle være indenfor. Men jeg har aldrig været i tvivl om, at det var det, jeg ville, siger Sofia Sig.

Selvom det selvstændige erhvervsliv for hende er kommet ind med modermælken, så skiller 24-årige Sofia Sig sig ud som ung kvindelig erhvervsdrivende.

Ifølge en analyse fra Dansk Erhverv er kun otte procent af kvinderne i den danske befolkning nye iværksættere, og af det samlede antal iværksættere i Danmark udgør kvinder blot en fjerdedel.

Men analysen viser også, at der over de seneste år er kommet flere kvindelige iværksættere til. En af dem er Sofia Sig fra Kolding.

Alder er blot et tal

Den 1. juli 2023 blev Sofia Sig direktør i det firma, hendes mor havde, mens hun voksede op.

Muligheden for at blive selvstændig gik godt i hånd med uddannelsen i innovation og entreprenørskab, som Sofia Sig er i gang med på SDU i Kolding og færdiggør næste sommer.

Analysen fra Dansk Erhverv viser, at alder er en af årsagerne til, at kvinder holder sig tilbage fra at kaste sig ud i det selvstændige erhvervsliv. Men for Sofia Sig er hendes 24 år ikke en barrierer, selvom hun somme tider møder skepsis fra andre.

- Jeg oplever nogle gange, at jeg ikke bliver taget seriøst, og at mit firma opfattes som et skoleprojekt. Jeg havde et møde med en rådgiver, hvor jeg virkelig havde den opfattelse, at han synes, jeg spildte hans tid, fortæller Sofia Sig.

Sofia Sig overtog virksomheden 1. juli 2023 og er i gang med at opbygge den, samtidig med at hun studerer og arbejder som kontorassistent.
Sofia Sig overtog virksomheden 1. juli 2023 og er i gang med at opbygge den, samtidig med at hun studerer og arbejder som kontorassistent.
Foto: Privatfoto

Udfordringerne ved at være ung iværksætter kender hendes mor, Trine Sig, fra dengang hun selv som 31-årig oprettede det firma, som hendes datter nu ejer. 

Ifølge analysen er unge kvinder mellem 18-29 år mere usikre på deres kompetencer (39 procent) sammenlignet med kvinder mellem 30-64 år (13 procent).

Klassiske kønsroller

Som kvindelig erhvervsdrivende oplever Sofia Sig også at støde ind i stereotype kønsrolleopfattelser. 

- Jeg kan godt få den fornemmelse, at jeg burde prioritere min tid anderledes, eller at jeg ikke er hårdhudet nok, fordi jeg er kvinde. Det kan godt provokerer mig, fordi der i det ligger, at kvinder er det svage køn, og det synes jeg absolut ikke, vi er, siger Sofia Sig.

Hvad gør du dig af tanker om at etablere familie som selvstændig?

- Jeg er slet ikke bange for at kombinere det at være selvstændig med at etablere familie. Jeg er jo selv vokset op med en selvstændig mor. Og så er man jo to om det, siger Sofia Sig, der bor sammen med sin kæreste, som også er selvstændig.

Hvordan har du det med at blive spurgt til det at være selvstændig og have et familieliv?

- Det, synes jeg, er provokerende, for jeg kan ikke lade være med at tænke, om min kæreste var blevet stillet det samme spørgsmål, lyder svaret.

Hvis lysten er der, så gør det

Fredag var det kvindernes international kampdag, så det er oplagt at spørge den 24-årige direktør, hvordan hun synes, det går med ligestillingen i Danmark.

- Når jeg snakker med min mormor kan jeg høre, at der er sket en masse. Men det provokerer mig, at feminisme nærmest er blevet et skældsord, for jeg håber da, at vi alle er feminister og går ind for lige rettigheder uanset køn, siger Sofia Sig.

Virksomheden som Sofia Sig er direktør i sælger håndlavet brugskunst fra hele verden online primært til danskere og nordmænd.
Virksomheden som Sofia Sig er direktør i sælger håndlavet brugskunst fra hele verden online primært til danskere og nordmænd.
Foto: Privatfoto

Ifølge Dansk Erhvervs analyse er danske kvinders primære årsager til ikke at starte en ny virksomhed, at de er afhængige af en fast indkomst, og at de synes, de mangler de rette kompetencer.

- Det kan godt være, at der lige nu er noget, mænd er bedre til. Men mænd har ikke et selvstændigt gen, som kvinder ikke har. De har lært det et sted fra, og det kan vi også, siger Sofia Sig og fortsætter,

- Jeg håber virkelig ikke, at der sidder kvinder med lysten til at blive selvstændige, som holder sig tilbage, fordi de ikke tør.