Brændkjærskolen indstillet til europæisk pris

Brændkjærskolen kan det der med at få børn til at bevæge sig. Derfor bliver den Danmarks deltager i den europæiske konkurrence BeActive Awards, der uddeles i slutningen af september.

Det er Dansk Skoleidræt, der indstiller Koldingskolen, og der er næsten ingen ende på de gode ting, som skoleidrætten ved at fortælle om bevægelse på Brændkjærskolen. Men lad os starte et sted. To lærere er blevet udnævnt til bevægelsesambassadører, der hver har 4 timer om ugen til bevægelse - bevægelse af eleverne vel at mærke.

- Vi er helt vildt glade og stolte. Særligt på de to bevægelsesambassadørers vegne, for de har påtaget sig en stor opgave med at få organiseret og udbredt bevægelse på hele skolen. Førhen lavede vi 117 ting, der stak i hver sin retning. Nu har vi fået formaliseret det aktive element, så vi når ud til hele skolen. Nu er det ikke kun en klasse her og en klasse der. Det er store som små, der har en varieret skoledag, og det er superfedt at få anerkendelse for indsatsen, siger skoleder Catharina Ørnsholt-Christoffersen.

BeActive Awards er en del af det EU-financierede European Week of Sports (EWOS).

Det gør de - blandt andet

  • Der arrangeres aktive møder, hvor personalet tester månedens øvelse sammen, så det bliver mere naturligt at anvende den med elever bagefter – og så sparer det lærerne for forberedelsestid.
  • Rundt omkring på skolen (inkl. på lærerværelset) er der indrettet bevægelseszoner med QR-koder til små film af bevægelse, så elever og personale selv kan sætte i gang.
  • I løbet af skoleåret afholdes events og aktiviteter, der styrker skolens fællesskab omkring bevægelse. 
  • Der er indgået aftaler med foreninger, som indgår i idrætsundervisningen med forskellige idrætter. 0.-6. klasse får minimum 10 timers præsentation hvert år med foreningsidræt.
  • Bevægelsesvejledere yder konsulentbistand til kolleger samt kommer på besøg i klasser.
  • Der tilbydes særlige motorikforløb med en bevægelsesuddannet pædagog for elever i 0. klasse.