TV der bevæger dig

Dullerfiks og prinsessen fik børn til at vaske hænder

Kolding benytter den landsdækkende hygiejneuge til at sætte fokus på korrekt vask af hænder. Det sker blandt andet med tre teaterforestillinger.

Prinser og prinsesser lærte at vaske hænder. Foto: Bárður Michaelsen, TV SYD

Mange af Koldings institutioner har i denne uge – uge 38 – fokus på hygiejne. Børn skal tale, lege, eksperimentere og tage på ture for at få mere viden om god hygiejne.

Det hjælper med et lille teaterstykke. For så kan børnene bedre huske, at de skal vaske hænder. Det var både sjovt og lærerigt.

Tamara Rombouts, pædagog, Børnehuset Hejls

En af turene gik til Kolding Bibliotek tirsdag. Her skulle børnehavebørn se forestillingen Dullerfiks hjælper prinsessen, der ikke vil vaske hænder. På en børnevenlig og sjov måde lærte børnene om forebyggelse af smittespredning igennem god og konsekvent håndhygiejne.

- Det er noget af det børn lærer ved. Når de ser og får fortalt en god historie. Det sætter sig hos både børn og voksne. Samtidig bliver børnene inddraget som både konger, dronninger, prinsesser og riddere. Så det er en meget aktiv måde at gøre det på, siger pædagogisk konsulent i Kolding Kommune, Mona Lisa Willads, til TV SYD.

Læs også Guide: Sådan vasker du dine hænder korrekt

Kommunens pædagoger er glade for teaterforestillingen.

- Vi går op i at vaske hænder i vores børnehave. Men det hjælper med et lille teaterstykke. For så kan børnene bedre huske, at de skal vaske hænder. Det var både sjovt og lærerigt, forklarer Tamara Rombouts, der er pædagog i Børnehuset Hejls.

Der blev brugt UV-lys til at kontrollere børnenes hænder. Foto: Bárður Michaelsen, TV SYD

Tilsyneladende bliver den nye viden også hængende hos børnene.

- Man skal have sæbe på. Så skal man smøre dem ind i lang tid, og vaske dem. Og så tørrer man og putter papiret i skraldespanden, slutter 5-årige Annika Rüsz Stewart fra Børnehuset Hejls.

Den nationale hygiejneuge fortsætter til fredag den 23. september. Læs mere på Hygiejneugens hjemmeside.