Gurli Gris ligger side om side med fire bamser på lille Lokes gravsten.
Den lille bløde garde kigger uden at blinke op i uendeligheden, indtil Lotte Vinkel træder ind foran dem og kigger tilbage.
Lettet over, at de er der endnu.
- Jeg håber, at de får lov at blive, og at der ikke er nogen, der render med dem, for det har jeg desværre oplevet flere gange, siger hun stille.
Seks gange på mindre end to år, for at være helt præcis.
Derfor har hun en knude i maven, hver gang, hun nærmer sig sønnens grav.
Det er det eneste sted, jeg kan give ham noget. Han er her jo ikke fysisk, men han er her jo på en anden måde, for det er jo her hans urne er.
Det eneste sted, jeg kan give ham noget
Den 30. august er det to år siden, Lotte Vinkel mistede sin kun 12 dage gamle søn. Han døde af en hjertefejl, og de mange gaver, Lotte Vinkel aldrig fik lov til at give sin søn i livet, dem finder hun trøst i at give ham dér, hvor han er stedt til hvile.
Hver eneste gave er udvalgt med omhu.
- Det betyder alt, og nu bliver jeg ked af det.
Tårerne stiger et kort øjeblik op i øjnene på Lotte Vinkel, før hun rømmer sig og fortsætter:
- Det er det eneste sted, jeg kan give ham noget. Han er her jo ikke fysisk, men han er her jo på en anden måde, for det er jo her hans urne er. Det betyder meget, at jeg kan komme og lægge, hvad jeg har lyst til at lægge.
Tanker, man ikke skulle tænke
Derfor rammer det ekstra hårdt, når bamser og andet legetøj gang på gang forsvinder fra gravstedet.
- De ting, jeg giver Loke, er jo nøje udvalgt til ham. Jeg har gjort mig en masse tanker og overvejet, at den her ting kunne jeg godt tænke mig at give ham, siger hun.
Det burde ikke være sådan - men det er desværre sådan, at jeg går igennem det og tænker ”er den nu lidt for dyr”.
Men når gaverne forsvinder i en lind strøm, kommer der pludselig overvejelser ind i billedet, som Lotte Vinkel aldrig tidligere har haft, når hun valgte gaver til sin søn:
- Jeg overvejer det, og det burde man jo ikke. I det øjeblik jeg ser en bamse, der kunne passe til Lokes grav – så skulle jeg jo ikke gå igennem de der overvejelser ”er det nu risikoen værd at lægge det”. Det burde ikke være sådan - men det er desværre sådan, at jeg går igennem det og tænker ”er den nu lidt for dyr”, siger Lotte Vinkel.
- Nu graver jeg ham op
Den første gave, der forsvandt, var Gurli Gris. Det skete i september 2019. Kort efter at Lotte Vinkel havde mistet sin nyfødte søn.
- Det første, jeg tænkte i september 19, var, at nu går jeg ned og graver ham op, for det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke kan give min søn noget, der hvor han er. Men jeg gravede ham jo ikke op, for det kan man ikke.
Gurli er blevet erstattet med en ny. Men andre ting er er også forsvundet. Senest i juli, hvor en lille hundeskulptur og en and forsvandt fra graven.
Men måske værst af alt: En lille perleplade, som Lokes storesøster havde brugt det meste af to dage på at lave til sin bror.
Det første, jeg tænkte i september 19, var, at nu går jeg ned og graver ham op, for det kan ikke være rigtigt, at jeg ikke kan give min søn noget, der hvor han er.
- Den var væk i løbet af halvanden måneds tid, og min datter blev rigtig ked af det, og så blev jeg også ked af det.
Igen stiger tårerne op i øjnene på Lotte Vinkel.
- Hun sagde ”mor, jeg tør slet ikke lave en perleplade til min lillebror længere og så lægge den, for den bliver bare taget”, fortæller Lotte Vinkel.
- Uvirkeligt man kan stjæle fra en barnegrav
Lotte Vinkel er ikke den eneste, der har oplevet at gaver forsvinder fra kirkegårdene.
Ifølge Henry Ebsen, som er bestyrelsesformand for Kolding Kirkegårde, er det noget, man jævnligt oplever på kirkegårdene i Kolding by.
det er helt uvirkeligt, at man kan tage fra en barnegrav. Dem, der har børn, ved jo, at der ikke er noget, der er værre end at miste et barn.
Han kan ikke sætte tal på, hvor ofte, det sker. Men det sker nogle gange flere gange om måneden.
- Jeg synes, det er helt uvirkeligt, at man kan tage fra en barnegrav. Dem, der har børn, ved jo, at der ikke er noget, der er værre end at miste et barn. At nogen så synes, det kan være sjovt at tage noget fra sådan en grav og så gå igen, det er meget, meget nederen, siger Henry Ebsen.
Ikke altid tyve
En rundringning til kirkegårde i Esbjerg, Aabenraa og Sønderborg viser, at det er et udbredt problem, at der forsvinder ting fra grave.
Men om det er tyve, der er på spil, er ikke altid sikkert, lyder meldingen fra kirkegårdene.
Nogle gange er det dyr, der tager ting, fortæller assisterende kirkegårdsleder ved Esbjerg Kommunes kirkegårde, Bjørn Eriksen.
- For eksempel oplever vi, at store fugle i varmt vejr kan finde på at pille blomster op af vaserne for at drikke vandet, fortæller han.
Måske et underrapporteret problem
Også hos Aabenraa Kirkegårde oplever man problemet.
- Hvor stort problemet er, ved jeg ikke, siger kirkegårdsleder Steen Jensen.
– Hvis vi skal tro det, fok kommer ind og siger, er det måske 10-15 stykker om året – måske lidt mere. Men det er måske væsentligt oftere, det sker, for folk henvender sig ikke altid til os og fortæller det, siger Steen Jensen.
Folk bliver kede af det
I Sønderborg bekræfter kirkegårdsassistent ved Østre Kirkegård, Kaj Beck-Hansen, også problemet:
- Det sker i perioder. Det kan være blomster – og omkring juletid kranse. Men det er også figurer og ting, som forsvinder, fortæller han.
- Men du skal stort set tage folk med fingrene i kagedåsen, for at finde ud af, hvem det er, der eventuelt stjæler fra andre menneskers grave.
Hvis det er noget fra Bilka til 100 kroner, der forsvinder, så er det selvfølgelig irriterende. Men nogle gange ligger der noget mere personligt i det, og så bliver folk kede af det.
At det er noget, der påvirker dem, det går ud over, er han ikke i tvivl om:
- Hvis det er noget fra Bilka til 100 kroner, der forsvinder, så er det selvfølgelig irriterende. Men nogle gange ligger der noget mere personligt i det, og så bliver folk kede af det, siger kaj Beck-Hansen.
Tror ikke folk ved hvad det gør ved én
Tilbage på Vestre Kirkegård i Kolding er Lotte Vinkel ikke i tvivl om, at det er mennesker, der har været på spil hos hendes søns grav. Og det gør hende ked af det.
- Ja, vi er et offentligt sted, men jeg synes ikke, det burde være nødvendigt, at folk skal gå og hapse fra hinanden.
- Jeg tror slet ikke, de er klar over, hvad det gør ved én, når man kommer op og ser, at nu er der igen blevet stjålet noget fra éns søns grav, siger Lotte Vinkel.
- Jeg håber, at folk bliver lidt mere bevidste om, at det er et problem, og at de finder ud af, hvad det er, det gør ved folk, når de kommer hen og ser, at der er blevet stjålet noget. For det er ikke særligt rart, og det er ikke rart at gå med den der følelse i maven ”gad vide, om der nu er stjålet”.
