Fra termokande til vase: Ida leger opfinder og lærer om genbrug

12 unge deltager i denne uge i MAKværk Sommercamp i Kolding, hvor der står genbrug og upcycling på programmet.

Hård plast, blød plast og metal.

De sorte sorteringsspande med etiketter står på rad og række. Det kan være vanskeligt at huske, hvad der nu lige hører til i de rigtige spande.

Men det ved Ida Mathilde Hald, når ugen er omme. Hun er nemlig en af 12 deltagere på MAKværk Sommercamp i Kolding.

- Det, der er inde i en termokande, kan laves til en vase. Det, synes jeg, er helt genialt. Det tænker man jo ikke over, når man bruger den, siger den unge kvinde.

Disse vaser har engang været en del af termokander til at holde kaffe og te varmt.
Disse vaser har engang været en del af termokander til at holde kaffe og te varmt.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Gøre en forskel

Der er heller ingen tvivl om, at skoleeleven, som kommer fra Vamdrup, vil bruge sin nylærte viden til at være et forbillede for de kommende generationer.

- Jeg synes, det er rigtig hyggeligt at lege opfinder. Det er jo helt genialt, at man kan bruge tingene igen, og jeg tror, at man skal prøve at tænke endnu mere over, hvordan man bruger det. Man skal gøre tingene på en helt ny måde, for at man kan gøre en forskel i verden, siger Ida Mathilde Hald.

Regler om engangsplastik

I 2019 trådte et EU direktiv i kraft, som skal reducere visse engangsplastikprodukters miljøpåvirkning. 


De nye regler får betydning for virksomheder, der producerer og markedsfører produkter i engangsplastik – og alternativer til dem.


Direktivet skal minimere mængden af engangsplastik, som ender i naturen og havmiljøet. Det retter sig mod produkter, der hyppigst er fundet på strande. Samtidig skal direktivet fremme anvendelsen af produkter, der egner sig til at blive genbrugt og genanvendt.


Datoerne herunder gælder for virksomheder i Danmark, hvor direktivet skal efterleves:


  • 3. juli 2021: Restriktioner for markedsføring og mærkningskrav


  • 5. januar 2023: Udvidet producentansvar for tobaksvarer


  • 3. juli 2024: Produktkrav


  • 31. december 2024: Udvidet producentansvar


Kilde: Miljøministeriet

Hun bliver bakket op af Zofia Frempong fra Kolding, som også deltager i genbrugscampen.

- Jeg synes, det er meget vigtigt, at vi gør noget, for vi er jo den næste generation, der skal leve i den her verden.

Zofia Frempong (forrest) er ved at udvælge genbrugsmaterialer til et foto.
Zofia Frempong (forrest) er ved at udvælge genbrugsmaterialer til et foto.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD

Lære fra sig

Det er andet år i træk, at genbrugsstationen i Kolding afholder en sommercamp for unge i udskolingsalderen, og det glæder tovholderen Lisbet Thorøe Larsen.

- De unge mennesker er oprigtigt interesseret i affald, og de brænder for at gøre en forskel. Det kan jeg se på deres motivation, og så fortæller børnene, hvad de har lært og kan derfor oplære deres forældre, når de kommer hjem, siger hun.

Og det har Ida Mathilde Hald tænkt sig. Hele ugen, hun har brugt blandt sorteringsspande og genbrugsmaterialer, vil hun lære fra sig.

- Jeg kan i hvert fald nu fortælle mine forældre, hvor tingene skal hen på genbrugspladsen, afslutter hun med et smil. 

Lisbet Thorøe Larsen instruerer de unge i den næste udfordring.
Lisbet Thorøe Larsen instruerer de unge i den næste udfordring.
Foto: Jakob Schjødt-Pedersen, TV SYD