TV der bevæger dig

Godt vejr og nye installationer: Festival håber på bedre besøgstal i år

Torsdag tændtes lysene, der skal gøre Kolding lidt mere attraktiv for besøgende og byens indbyggere. De er tændt de næste par dage, hvor Kolding Light Festival er i gang.

Kolding Light Festival er i gang - her fra Den Spanske Trappe i 2016.

I disse dage lyser Kolding op. Ikke med de traditionelle lyskæder, hjerter og snemænd, der ellers er kendetegnet for højtiden, men med vilde lamper, lysshow og festfyrværkeri der danner rammen for Kolding Light Festival.

Festivalen løber fra torsdag og frem til den 7. december. Derfor kan mange af Koldings kendetegn og attraktioner de næste par dage være svære at kende. Koldinghus’ klassiske farver bliver skiftet ud, og også Den Spanske Trappe, biblioteket og Skt. Nicolais Kirke får et lidt andet lysskær over sig.

Det har været særdeles godt besøgt allerede.

Otto Clausen, formand, selvejende institution Kolding Light Festival

Udover meget bedre vejr end sidste år er der i år også flere nye lyd- og lysshows på programmet. Fra søsiden kan de besøgende nu også opleve de mange lys og farver, som beskues fra søens mørke, eller de kan besøge den nye lysportal ved Banegårdspladsen.

- Det har været særdeles godt besøgt allerede, især fordi der har været afholdt Kolding Light Run med omkring 1600 løbere og deres tilskuere, siger Otto Clausen, der er formand for den selvejende institution Kolding Light Festival, til TV SYD

Her ses Olafur Eliassons kunstinstallation Sunlight Graffiti 2012. Foto: Zan Wimberley

Ved hjælp af lys, lyd og interaktive installationer håber arrangørerne at give byens borgere og nysgerrige naboer en anderledes oplevelse. Bag festivalen står Erhvervsgruppen Kolding, som er en gruppe af lokale erhvervsvirksomheder og erhvervsfolk, som ønsker at skabe positiv omtale for byen.

I år har museet Trapholt også forsøgt at gøre lidt ekstra uden af festivalen med inddragende værker, som gæsterne kan få lov til at lege med og bidrage til. Blandt andet vil kunster Olafur Eliassons installation Sunlight Graffiti 2012 være at se på museet. Her kan gæsterne lave deres eget kunstværk ved at skrive med en solenergilampe.

Lysfestivalen blev afholdt første gang i 2013. Hele festivalen afsluttes med et brag, når det store fyrværkerishow går i gang ved Koldinghus lørdag aften klokken 21:15.

Mere kultur