TV der bevæger dig

KIF Kolding København tager vigtig europæisk sejr

De mangedobbelte danske mestre slog spanske Ademar León og sikrede sig et godt europæisk udgangspunkt før returkampen i næste weekend.

Magnus Landin scorede tre mål, da de mangedobbelte danske mestre slog spanske Ademar León og sikrede sig et godt europæisk udgangspunkt før returkampen i næste weekend. Foto: J. Casares, Scanpix Denmark

Det har ikke været lige solidt, hvad KIF Kolding København indtil videre har leveret i denne sæson. Lørdag aften leverede de dog på højt niveau, da de i Spanien slog hjemmeholdet Ademar León med 24-27 efter 60 minutters intens håndbold.

Det var de danske gæster, som startede bedst i en medrivende affære, hvor der blev lagt et betydeligt pres fra tilskuerrækkerne på KIF-spillerne og de to slovenere med fløjter. 4-2 var stillingen efter små otte minutter.

Kasper Hvidt spillede en god kamp foran sit tidligere hjemmepublikum. Han har reddet bolde for Ademar León i fem sæsoner tidligere i karrieren. Foto: J. Casares, Scanpix Denmark

Føringen holdt KIF Kolding København fast i frem til pausen, hvor KIF-truppen med cheftræner Carlos Ortega i spidsen kunne gå til pause med en tomålsføring. Blandt andet på grund af en god Kasper Hvidt, der viste sig frem foran sit tidligere hjemmepublikum. Han har reddet bolde for den spanske klub i fem sæsoner tidligere i karrieren.

I anden halvlegs start udbyggede KIF-holdet føringen til blandt andet 12-17 via timålsskytten Konstantin Igropulo og den spanske angrebsstyrmand Niko Mindegia, der også selv noterede sig for syv mål.

Femmålsføringen blev reduceret til to mål, da Ademar León var tættest på de danske håndboldmænd, men tættere kom det spanske hold ikke i kampen, som KIF endte med at vinde 24-27.

KIF Kolding København har dermed et godt udgangspunkt forud for returkampen i Brøndby i næste uge.

Se video fra den stemningsfyldte spanske kulisse her:

 

Mere sport