Lærling udsat for overgreb med kosteskaft: Nu er der faldet dom

To håndværkere idømt otte måneders fængsel for brutal vold og overgreb mod lærling. To andre håndværkere blev idømt mildere straffe.

Retten i Kolding har netop idømt to håndværkere på henholdsvis 25 og 30 år otte måneders fængsel for vold og overgreb mod en lærling.

Det skriver tv2.dk.

To andre håndværkere er blevet idømt mildere straffe - henholdsvis tre måneders fængsel samt 40 dages betinget fængsel. Disse to er også betinget udvist af landet. 

Alle fire håndværkere har nægtet sig skyldige og hævdet, at det blot var udtryk for drengerøvsagtige drillerier, når de førte et kosteskaft op i endetarmen på den 17-årige lærling, som fik indre blødninger af mishandlingen.

Brutal vold med kosteskaft

De fire håndværkere var tiltalt for vold af særlig rå, brutal eller farlig karakter og mishandling mod lærlingen. To af dem var desuden tiltalt for at have udsat den unge mand for et andet seksuelt forhold end samleje. 

Den unge mand er gentagne gange blevet holdt fast af en håndværkerkollega, mens hans chef pressede et kosteskaft eller et lignende redskab op mod den unge mands endetarm. I et af tilfældene blev lærlingen overfaldet tre gange på samme dag. 

Den nu tidligere lærling krævede 175.000 kroner i godtgørelse for tort af de tiltalte. Retten har tildelt ham 10.000 kroner, oplyser Ritzau.