Lukket børnehave bliver hjemsted for skole for højtbegavede børn

Det kommende skoletilbud for højtbegavede børn, Inge Lehmann Skolen, har fundet stedet, hvor skoleelever med en IQ på mere end 125 skal undervises fra næste skoleår.

Fem forældres projekt for højtbegavede børn har nu fundet stedet, som skal danne ramme for et skoletilbud for børn med en IQ højere end gennemsnittet.

Den kommende privatskole, Inge Lehmann Skolen, overtager nemlig lokalerne hos den snart hedengangne Taps Børnehave lidt uden for Kolding.

Kolding Kommune godkendte i sidste uge overtagelsen, så nu mangler kun underskriften fra Inge Lehmann Skolen. Det fortæller en af de fem initiativtagere, Brit Andresen Hau, til TV SYD.

- Det er mega fedt, og det betyder, at vi nu kan gå videre med planlægningen, siger hun.

Brit Andresen Hau er en del af initiativgruppen for Inge Lehmann Skolen. Hun bor i Kolding med sin datter, Liva, som har en IQ over gennemsnittet.
Brit Andresen Hau er en del af initiativgruppen for Inge Lehmann Skolen. Hun bor i Kolding med sin datter, Liva, som har en IQ over gennemsnittet.
Foto: Josephine Maria Møller, TV SYD

Inge Lehmann Skolen bliver det første undervisningstilbud af sin slags i Region Syddanmark. For Brit Andresen Haus vedkommende begyndte ideen at spire, da hendes egen datter ikke trives i en almindelig folkeskole. 

Mistrivslen skyldtes en IQ over gennemsnittet, som familien Hau fortalte TV SYD tidligere på året. 

Var ikke førstevalget

Lokalerne i Taps var ikke Inge Lehmann Skolens førstevalg. Oprindeligt forestillede de sig, at privatskolen skulle ligge i centrum af Kolding.

De rette rammer hang dog ikke på træerne, og derfor kom Taps Børnehave på tegnebrættet i november, hvor dialogen med Kolding Kommune om overtagelse begyndte.

- Vi var uvidende om, hvor nemt det er at komme til Taps. Vi har folk fra Odense, Aabenraa og Esbjerg på interesselisten, og derfor tænkte vi, at eleverne kunne tage toget til Kolding. Vi ville dog ikke gå på kompromis med at give plads til, at børnene kunne komme ud i naturen, siger Brit Andresen Hau.

Sådan defineres et højt begavet barn

  • Højtbegavede børn har en IQ på 125 eller derover. Det har to procent af danske børn, hvilket svarer til omkring 14.000 børn i skolealderen.

  • Børn med en IQ over 120 anses for at have særlige forudsætninger. Det har omkring 33.000 eller omkring fem procent af de danske skolebørn.

  • Det betyder, at der i gennemsnit sidder én elev med særlige forudsætninger i hver skoleklasse, og en højtbegavet elev i hver anden klasse.

Kilde: Vive

Netop adgangen til natur er ifølge initiativtageren et vigtigt element for børnenes læring. Udover gode udendørsfaciliteter har den lille by med 327 indbyggere busforbindelser fra både Haderslev og Kolding, mens Taps også ligger tæt på motorvejen.

Overtagelse af børnehave

Inge Lehmann Skolen overtager officielt lokalerne i Taps den første maj i år. Byens børnehave blev dømt til at lukke, efter byrådet i Kolding Kommune forud for dette års budget stemte for at lukke institutionen.

TV SYD omtalte i efteråret lukningen, som skete på baggrund af et for lavt børneantal på 20 børnehavebørn, selvom den var normeret til 40.  

Lukningen medførte protester, men der har ifølge Brit Andresen Hau ikke været surmuleri over overtagelsen.

- Jeg synes, det er trist for lokalområder, når børnehaver og skoler lukkes. Men når der ikke er folk nok til fylde dem op, så ender det jo desværre sådan. Vi glæder os til at blive en del af lokalsamfundet, siger hun.

I øjeblikket er 63 børn på en såkaldt interesseliste. Senere på måneden oprettes en venteliste, og i maj vil de første elever få besked på, om de er optaget på Inge Lehmann Skolen næste skoleår.