Mangeårig pubejer åbner museum med unikke artefakter
VM i fodbold blev første gang spillet i 1930, og snart inviterer Den Engelske Pub i Kolding på en sportsmæssig tidsrejse, når de åbner et nyt fodboldmuseum i den centrale af byen.
Efter en køretur på mere end syv timer sad Torben Matthews i marts sidste år ansigt til ansigt med et af sine ungdomsidoler fra den sagnomspundne sommer i 1974.
Han havde nemlig købt den tidligere hollandske fodboldspiller Johnny Reps sølvmedalje fra VM i fodbold på auktion. Overbringelsen af det unikke klenodie blev foretaget af fodboldstjernen selv.
- Det var helt surrealistisk. Han kunne slet ikke forstå, at vi ville køre fra Danmark til Holland for at hente sådan noget, men jeg ville gerne køre fra Danmark til Holland bare for at møde ham. Han var jo en superstjerne, siger Torben Matthews.
Den lille mønt er blot en af de seneste genstande i en imposant samling af originale fodboldartefakter, som kan få de mest inkarneredes øjne til at løbe i vand af nostalgisk lykke.
Og det store mindekammer bliver inden længe udstillet til offentligt skue. Torben Matthews åbner nemlig i samarbejde med sin søn og kollega, Hotan Matthews, et museum i forlængelse af Den Engelske Pub i Kolding.
Et liv viet til fodbold
Torben Matthews er født og opvokset i fodboldens hjemland, England. Som 12-årig flyttede han med familien til Danmark, og efter tre måneder i København havnede han i moderens fødeby, Vamdrup.
Skiftet væk fra de britiske øer svækkede dog ikke hans inkarnation for fodbold. Han fulgte ikke sin fars fodspor, når det kom til favorithold.
Faderen var supporter af Tottenham Hotspur, mens Torben Matthews kastede sin kærlighed over Leicester City, som på mirakuløs vis nåede finalen mod farens favorithold i FA Cup-finalen i 1961. En klub der i nyere tid er kendt for på overraskende vis at vinde verdens største liga, Premier League, i 2016 med danske Kasper Schmeichel på mål.
- Jeg kunne ikke forestille mig en verden uden fodbold. Nogle af afskygningerne i dag med uanstændige lønninger og for meget ballerina har fået min interesse til at falme. Den er dog ikke falmet, når Leicester spiller, det lover jeg dig for, siger fanen gennem 63 år.
Kærligheden til sporten og Leicester City kan ses på den 33 år gamle sportsbar, Den Engelske Pub, i det centrale Kolding, hvor Torben Matthews har været indehaver, siden den første øl blev skænket.
Unik samling
Ideen til et fodboldmuseum opstod, da Torben Matthews for to år siden fandt en avissamling fra Manchester Evening News fra 1966, som i 20 år var gemt bag en bogreol.
- Jeg synes, vores samling er enestående, og når jeg nu fandt diverse ting, som havde stået 20 år derhjemme, så tænkte jeg, at det måtte andre se, siger Torben Matthews.
Det var året, hvor den mangeårige barejers fødested, England, løb med VM-trofæet for første og hidtil eneste gang. Derfor skulle Koldings nye fodboldmuseum fokusere på turneringen, som klodens bedste nationer dyster om at vinde hvert fjerde år.
Han nævnte ideen for sin søn, Hotan Matthews, som var solgt ved første tankestrejf.
- Vi begynder alle sammen at smile, når vi tænker på VM, og det bringer bare gode historier frem. Det gør det især for mig, og det tænker jeg også for alle andre, siger han.
VM i fodbold
Verdensmesterskaberne i herrefodbold er siden 1930 blevet spillet hvert fjerde år. Turneringen var dog aflyst i 1942 og 1946 grundet 2. verdenskrig.
Til VM i fodbold samles verdens bedste fodboldnationer i et eller flere værtslande. Qatar var seneste værtsnation i 2022, hvor 32 lande deltog. Næste VM bliver i USA, Canada og Mexico i 2026.
Brasilien, Frankrig, Italien, Tyskland, Uruguay, Spanien og England er landene, som har præsteret at blive verdensmestre.
Danmark kvalificerede sig første gang til turneringen i 1986 og har i alt deltaget seks gange.
Hotan Matthews har de seneste tre år været tilknyttet sin fars bar. I dag er han kommerciel chef, og så har han sørget for at holde liv i et stykke fodboldhistorie, som hans far erhvervede sig i 2001. Et lille stykke græs fra målstregen i VM-finalen i 1966.
Græsset er i øjeblikket gemt væk et hemmeligt sted for at blive udstillingsklar, når museet åbner.
Hotan Matthews glæder sig til at byde gæsterne velkommen. Ifølge ham tilhører 95 procent af artefakterne hans far, men sønnike har også sat sit præg på museet i form af to orange hollandske landsholdstrøjer, som Frank og Ronald De Boer spillede i under 1990´erne.
Ligesom Torben Matthews' VM-sølvmedalje fra Johnny Rep, fik Hotan Matthews også spillertrikoterne af tvillingerne selv.
Den Engelske Pubs VM-museum er placeret i et gammelt selskabslokale ved siden af pubben. Genstandene er så mange, at far og søn har taget loftet i brug med klenodier fra det første verdensmesterskab i 1930 frem til 2022. Målsætningen er, at man skal kunne se så lidt af væggen og loftet som muligt.
- Jeg aner ikke, hvor meget vi har, men jeg ved, at der er plads til meget mere. Det er sjovt og nørderi på højt plan, så hvorfor ikke fortsætte, siger Hotan Matthews.
Og Torben Matthews ved også, hvad han vil have fingrene i, hvis hans pengetank er på størrelse med Joakim von Ands.
- Bolden fra den famøse kamp (VM-finalen 1986 mellem Argentina og England, red.), hvor guds hånd snød Peter Shilton, min kære Leicester-målmand. Det ville være stort, hvis vi kunne få fat i den bold og tage fingeraftrykket og vise, at Diego Maradona havde sin snydende hånd.
Åbningsdatoen for VM-museet er endnu ikke fastlagt. Torben og Hotan Matthews ved dog, at åbningstiderne vil fungere via et bookingsystem, når de skal fortælle anekdoter fra mere end 90 års VM-historie.