Penge til flygtningeboliger er håndsrækning til kommuner

Koldings borgmester hilser ny aftale velkommen. Det er en stor håndsrækning til kommuner, mener Jørn Pedersen (V).

Regeringen har indgået en topartsaftale med Kommunernes Landsforening om rammerne for kommuners modtagelse af flygtninge. Og den aftale betyder blandt andet, at kommunerne får godt én milliard kroner til blandt andet etablering af nye boliger til flygtninge.

Og det glæder Koldings borgmester, Jørn Pedersen (V), der er formand for Kommunernes Landsforenings teknik- og miljøudvalg.

- Det får en stor betydning, for der er ingen tvivl om, at boligplacering er en kæmpe udfordring. Det er en udfordring, vi skal have løst, og det er det her en stor håndsrækning til, siger Jørn Pedersen (V).

Aftalen indeholder blandt andet en pulje på 640 millioner kroner, som kommunerne kan søge til at finansiere opførelsen af nye almene boliger.