To mænd idømt 24 års fængsel for 'grov organiseret kriminalitet'

Politiet fortæller, at det er sjældent, man har så store sager om narkotika.

To udenlandske statsborgere er onsdag idømt 12 års fængsel hver og permanent udvisning af Danmark. Der er tale om en 36-årig serbisk statsborger og en 21-årig kroatisk statsborger. 

Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi i en pressemeddelelse. 

- Det er sjældent, at vi har så store narkosager. Der er tale om meget grov, organiseret kriminalitet, der finder sted på tværs af landegrænser, understreger vicepolitiinspektør Sønke Iwersen fra Udlændingekontrolafdeling Vest.

De to mænd blev onsdag ved retten i Kolding dømt for sammen at komme i besiddelse af hård narkotika med henblik på videresalg. 

Helt konkret blev den 36-årige taget på fersk gerning på havnen i Fredericia, hvor han forsøgte at komme i besiddelse af 28,3 kilo kokain i en kølecontainer. Sidenhen blev den 21-årige mand anhold i juni sidste år i Tyskland på baggrund af en europæisk arrestordre, skriver politiet.

Sagen er efterforsket af UKA Vest, der er en specialenhed i Syd- og Sønderjyllands Politi i Padborg. Her har enheden samarbejdet med tysk politi om efterforskningen. 

De to mænd har nægtet sig skyldige og overvejer nu, om de vil anke sagen. 

En tredje medgerningsmand er stadig efterlyst i sagen.