Russer i Danmark: - De statslige medier er styret af Putin

Russiske Lena Bykova fra Billund kan ikke genkende den fjerneste snert af konflikt mellem den almindelige russer og ukrainer, selv om landene lige nu ligger i konflikt.

- Jeg er meget bekymret, og jeg stoler ikke på Putin, siger russiske Lena Bykova.

Hun bor i Billund. Hun følger dagligt med i den storpolitiske udvikling i hjemlandet via de russiske medier og sammenligner med de informationer, hun kan få her i Vesten.

Torsdag aften var den russiske præsident, Vladimir Putin, igen i russisk tv, hvor han bedyrede, at der ikke var planer om at invadere Ukraine.

- Det er propaganda, og jeg har ikke tillid til de russiske medier. De statslige medier er styret af Putin og fulde af løgne. Almindelige folk har svært ved at sige deres mening, siger hun på tydeligt dansk med russisk accent, og fortsætter:

- Men folk tror på det. Mine russiske veninder fortæller mig, at de stoler på Putin.

Russisk mor - ukrainsk far

Lena Bykova er født i byen Saratov, der ligger omkring 300 kilometer nord for Volgograd ,tidligere Stalingrad, og lidt over 600 kilometer til den ukrainsk-russiske grænse. Her voksede hun op med sin søster, en russisk mor og en ukrainsk far.

- Jeg besøgte Ukraine mange gange som barn og som ung. Det var i området Donetsk, hvor jeg stadig har familie. Men efter invasionen af Krim i 2014 mistede vi forbindelsen til dem alle. I dag har vi ingen kontakt, fortæller hun.

Hendes ukrainske far døde for otte år siden, og derfor er det kun hendes mor på 90 år og hendes søster, hun besøger på de årlige ture til hjembyen. Sidste besøg var i september sidste år, og en ny tur er planlagt til juli måned. 

Hvis alt går vel.



Saratov ligger nord for Volgograd og omkring 600 kilometer fra grænsen til Ukraine.
quote

Almindelige russere og ukrainere er venner - helt almindelige mennesker

Lena Bykova, Billund

Ukraine skal bestemme selv

Når Lena Bykova skal beskrive forholdet mellem den almindelige russer og ukrainer, så genkender hun ikke den konflikt, der ellers er lagt op til på grænsen mellem de to lande, der hørte sammen, indtil Sovjetunionens fald i 1991.

- Almindelige russere og ukrainere er venner - helt almindelige mennesker. De vil ikke have krig. De vil have retten til selv at bestemme, for eksempel om de vil være med i NATO. Alle lande skal kunne bestemme selv. Det skal russerne ikke bestemme, siger hun.

I de seneste dage har situationen omkring Bornholm været omtalt i de danske medier, og det har fået Lena Bykova til at spærre øjnene op. Hun mener, at det vil være godt, hvis NATO-styrker får en base på Bornholm.

- Jeg kendte ikke historien om, at russiske styrker havde besat øen i omkring et år. Jeg fortalte det til min gamle mor. Hun troede heller ikke på det. Det er ikke den historie, vi får fortalt, siger Lena Bykova.

Lena Bykova bor i dag i Billund med sin mand. De har været gift i seks år, og hun er ved at uddanne sig til SOSU-hjælper. Hun vil gerne arbejde med og hjælpe ældre mennesker. På holdet går der også tre ukrainere. En kvinde og to mænd.

- Det er klart, vi snakker om situationen i Ukraine. Vi deler vores bekymringer, holder hinanden opdateret på udviklingen og håber på det bedste. Men vi er venner. Det er ikke vores krig, siger hun.

I de seneste dage har situationen omkring Bornholm været omtalt i de danske medier, og det har fået Lena Bykova til at spærre øjnene op. Hun mener, at det vil være godt, hvis NATO-styrker får en base på Bornholm.
I de seneste dage har situationen omkring Bornholm været omtalt i de danske medier, og det har fået Lena Bykova til at spærre øjnene op. Hun mener, at det vil være godt, hvis NATO-styrker får en base på Bornholm.
Foto: Privat