Mandag gik de olympiske sejlsportskonkurrencer i gang i farvandet ved Rio.
I Laser Radial kom Anne-Marie Rindom, Horsens, glimrende fra start med en 5. og en 8. plads i de to indledende sejladser.
I meget svære mellemluftsforhold i Rio var Rindom i begge sejladser helt nede på placeringer mellem nr. 20 og 30 ved de første to mærkerundinger - men viste sin styrke ved at sejle sig tilbage i top 10 og på vandet tilkæmpe sig en samlet 3.-plads.
Senere blev det efter en protest omgjort til en foreløbig samlet 2.-plads, da den førende kineser, Xu Lijia blev diskvalificeret i anden sejlads.
Dermed indtager Anne Marie Rindom 2.-pladsen efter den hollandske verdensmester, Marit Bouwmeester.
I Laser Standard fik Fredericia-sejleren Michael Hansen en fremragende start med en 6. plads i første sejlads - nok hans bedste internationele resultat i en enkelt sejlads.
I anden sejlads kom han lidt ned på jorden igen med en 24. plads. Samlet rækker det til en foreløbig 13. plads for Michael Hansen i feltet på 46 sejlere.
Begge sejlere skal på vandet igen tirsdag ved 18-tiden dansk tid.