15 milliarder skal hjælpe otte, slidte sygehuse i Syd- og Sønderjylland

Mens de nye, moderne supersygehuse skyder op rundt omkring i landet, er mange andre hospitalsbygninger gamle og slidte.

Over ti år vil Socialdemokratiet bruge i alt 15 milliarder kroner på at modernisere de ældre hospitaler.

Ifølge Indenrigs- og boligminister Christian Rabjerg Madsen, der er folketingskandidat for socialdemokratiet i Sydjyllands Storkreds, vil udspillet få afgørende betydning for Syd- og Sønderjyderne.

- Der er et særligt behov, for vi er en landsdel med en række mindre sygehuse. Så det er til særlig gavn og glæde her, at vi får løftet det nære sundhedsvæsen, siger Christian Rabjerg Madsen til TV SYD.

En opgørelse fra Danske Regioner viser, at de ældre hospitaler udgør 80 procent af hospitalsbygningerne. Mange af dem er mere end 50 år gamle.

Socialdemokratiet foreslår

Ny sygehusfond til modernisering af de fysiske rammer og investering i nyt medicinsk og teknologisk udstyr på danske sygehuse frem til 2035. Der afsættes 1,5 mia. kr. hvert år fra 2025-2035. Pengene udmøntes i samarbejde med Danske Regioner, og udrulningen sker i takt med, at kvalitetsfondsmidlerne ophører.

Kilde: Socialdemokratiet


- Vi har investeret betragteligt i supersygehuse og akutpakker i forhold til rekruttering, og nu er tiden til at løfte de mindre, lokale sygehuse, siger ministeren og uddyber:

- Det, der kan være nært, skal være nært. Vi har supersygehusene til det specialiserede, livstruende og mere komplekse, men vi skal også have mindre sygehuse, og der skal kvaliteten også være i top.

Løfter kvalitet og arbejdsglæde

I alt 33 sygehuse i Danmark har ikke modtaget midler fra kvalitetsfonden. 

De otte af dem ligger i Syd- og Sønderjylland, og det er altså de sygehuse, der vil få del i de 15 milliarder kroner over ti år fra 2025 til 2035 i Socialdemokratiets udspil.

- Vi skal ikke i fremtiden have A- og B-sygehuse, men have en moderne standard, der lever op til førende standarder, siger Christian Rabjerg Madsen.

I løbet af valgkampen har sundhedsvæsnet, hvor der er store problemer med lange ventelister og personalemangel, været et stort tema.

-  Vi er kommet godt gennem corona, men der er stadig den her famøse pukkel. Så vi har brug for løft af kvalitet og arbejdsglæde, siger han.

Sygehuse i Syd- og Sønderjylland, der vil få del i sygehusfonden
Sygehus Sønderjylland i Sønderborg
Sygehus Sønderjylland i Tønder
Sydvestjysk Sygehus i Esbjerg
Psykiatrisk Afdeling i Esbjerg
Sydvestjysk Sygehus i Grindsted
Sydvestjysk Sygehus i Brørup
Sygehus Lillebælt i Vejle
Psykiatrisk Afdeling i Vejle
Horsens Sygehus
Kilde: Socialdemokratiet